Morten Messerschmidt - Medlem af Folketinget

I den noget usommerlige sommer er der grund til at glæde sig over selv små ting. Og når nu Ny Alliance endelig har valgt at komme med et politisk forslag, er det skønt, at partiet har valgt at støtte Dansk Folkepartis krav om, at en kommende EU-traktat skal til afstemning. Eftersom ændringerne i forhold til den hedengangne forfatning kun er kosmetiske, er kravet helt naturligt. For mig at se, er der ingen tvivl om, at danskerne har krav på at blive hørt ved en folkeafstemning. Vi taler om at indføre en fælles forfatning for EU-landene, som vil medføre en markant suverænitetsafgivelse for den danske nation.

Samtidig vil det være udemokratisk ikke at lytte til danskernes klare holdning i denne sag. Med Ny Alliances opbakning betyder det, at nu i hvert fald fire partier kræver folkeafstemning, og jeg har god grund til at tro, at også Socialdemokraterne støtter dette. Dermed støttes en afstemning af langt mere end den 1/3 af folketingets medlemmer, som ifølge grundloven kræves for at sætte et lovforslag til afstemning. Det er der grund til at glæde sig over i sommerregnen.

De kunstneriske ånder flyver for tiden lavt over landet. En ny film, der simulerer mordet på vor statsminister, tvinger os til nye ekstremer af kunstneriske frihed. Og selvom vi har ytrings- og kunstnerfrihed, må man spørge sig selv, om ikke det i virkeligheden er en degradering af disse frihedsgrader, når man nedlader sig til noget så gennemidiotisk som en pseudo-dokumentar, der illuderer, at Anders Fogh Rasmussen bliver dræbt. Man må spørge, om denne perverse form for kunst ikke i virkeligheden burde være strafbar. Kan man virkelig tillade sig at fremstille kunst, der insinuerer en statsministers bortgang? Der skal ikke mange tosser i diverse ekstremistmiljøer til at se det som en opfordring.

Naturligvis skal selv de mest forskruede kunstnere have mulighed for at fremture – sådan er ytringsfriheden. Til gengæld vil jeg også bruge min: Morten Hartz Kapler har med sin film degraderet den kunstneriske udtryksform, og enhver anstændighed burde byde, at de danske biografer vendte dette misfoster af en film ryggen. Det er ikke kunst. Det er ulækkert.

Sagen om den uacceptabelt lange dyretransport er helt symptomatisk for, hvad der næsten altid sker i EU: Nemlig at andre landes ringe standarder går ud over Danmarks langt mere progressive regler. Det er EU, der åbner mulighed for, at hensynsløse vognmænd kan omgå de ansvarlige danske regler ved at få licens i et land, som har meget dårligere regler på området. Det er derfor tom snak, når nogle kræver et ”dyrplagerregister” i EU. For det er med EU-regler i hånden, at erhvervsdrivende kan indrette deres danske forretninger under de regler, som passer dem bedst. Det gælder på transportområdet som det gælder inden for byggeriet og alle andre områder, hvor EU’s regler med til at trække de danske forhold ned. Derfor er løsningen ikke et register over syndere, men en tilbagerulning af traktaterne, så landene kan foretage en bedre beskyttelse i de enkelte landes egen lovgivning.

Dansk Folkeparti har nu rejst sagen over for EU-Kommissionen, og svaret vil uden tvivl afdække, at EU står magtesløst på dette område i kraft af sine egne regler, der trækker alt ned på laveste fællesnævner. Det understreger det akutte behov for, at EU-samarbejdet skal begrænses til at varetage handelssamarbejde, et samarbejde om miljøbeskyttelse og bekæmpelse af terror og kriminalitet. Alt andet er skadeligt for Danmark.

Stadig mere tyder på, at den stort anlagte Berlinerklæringen, der efter det tyske EU-formandskabs ønske skal markere 50 året for EU, vil blive det rene propagandamanifest, som skal presse på for at gennemføre EU-forfatningen, der som bekendt blev sendt til tælling efter Hollands og Frankrigs blanke afvisning. Dansk Folkeparti finder det rigtigt at anvende 50 året for EU til at markere de positive resultater, som samarbejdet trods alt har medført, men også med et kritisk øje at se på de udfordringer, som venter forude. EU har på trods af sin anseelige alder ikke formået at skabe et virkningsdygtigt demokrati, har fortsat alvorlige anmærkninger i sine regnskaber, bevæger sig længere og længere væk fra borgerne, og bryder stadig oftere de grundlæggende principper om, at lovregulering altid skal finde sted så tæt på medlemsstaterne som muligt (subsidiaritetsprincippet).
 
Dansk Folkeparti anerkender, at EU-samarbejdets frihandelsområde, hvor toldsatser og tekniske handelsbarrierer er forsvundet, er et gode for alle EUs medlemslande. Men det, der for 50 år siden var et fornuftigt udgangspunkt for at skabe fri handel, er i dag blevet til et politisk redskab, der regulerer landene ned i mindste detalje. Nu er det ikke længere toldsatser, der er i strid med unionens regler, men fornuftige regler som den danske bopælspligt på landbrugsejendomme eller ernæringsmærker, som skal højne forbrugernes kendskab til varernes indhold af fedt og andre skadelige stoffer, bliver i dag også betragtet som hindringer for det indre marked. Det er en grotesk udvikling. Og skal Berlinerklæringen have nogen som helst anden berettigelse end ren EU-propaganda, bør disse problemer også indgå i formuleringerne.
 
Således kræver Dansk Folkeparti, at Statsministeren Anders Fogh Rasmussen over for det tyske EU-formandskab gør det klart, at berlinerklæringen, som forventes underskrevet ultimo marts, indeholder overvejelser om mindst følgende tre kritiske forhold. For det første må forfatningen efter Hollands og Frankrigs afvisning endegyldigt erklæres død og forhandlingerne om ændringer af traktaten må gå om på ny.
Endvidere må det samtidig med, at udvidelsen af EU ud fra hensigten om stabilitet betragtes som en succes, også gøres klart, at de nye østlande har påført de gamle EU-lande alvorlige problemer i form af pres på arbejdsmarkederne og en nedbrydelse af den solidaritet, der i form af aftalemodellen er udgangspunktet for det danske overenskomstsystem. Og endelig må der tages afstand fra, at EF-domstolen fortsat tiltager sig stadig mere politisk kompetence, senest udøvet ved dommene miljødommen (C176/03) samt de to domme over Danmark i hhv. sagen om bopælspligt samt afskrivningsregler for pensionsopsparing. Denne stadig mere politiske rolle bør standses.

Dette vil være Dansk Folkepartis mandat til Anders Fogh Rasmussen, når der skal gøres status over de seneste 50 års samarbejde i Europa. Nok har der været nået gode resultater, men ingen fest uden realisme – vi må også have fokus på de mange problemer, der fortsat præger EU-samarbejdet. Mere fokus på det manglende demokrati, fokus på de ringere forbruger-, miljø-, og sundhedsregler, fokus på den politiske domstol og ikke mindst på de store problemer med at få EU til at fungere efter østudvidelsen. Der skal realisme ind i Berlinerklæringen – ellers bliver det ren propaganda.

Højesteret har netop sat det endelige punktum i sagen om æresdrabet et på Ghazala Khan. Ikke nok med, at fængselsstraffene fra landsretten er blevet stadfæstet – Højesteret har også udvist yderligere en af gerningsmændene. Der er grund til at glæde sig over den hårde linie, som landets højeste domstol dermed har lagt sig fast på. I disse sager om kulturbetinget vold kan vigtigheden af en hård linie ikke overdrives. Vi må sige klart til tilhængerne af disse barbariske skikke fra den islamiske verden, at de ikke alene er uønskede i vores land – men strider grundlæggende mod hele vor menneskeopfattelse, hvor individet står i centrum og ikke står til ansvar for familiekollektivet.

Højesteret har med sin afgørelse vist mod til at gå foran og stramme kursen over for den afstumpethed, der fortsat præger visse muslimske subkulturer, som isolerer sig fra det danske samfund. Det kræver mod at kæmpe imod disse kulturbetingede handlinger. Og det er befriende, at Højesteret viser vilje til at efterleve den strenge retspolitiske kurs, som Folketinget har lagt.

Nogen prøver at fremstille Mellemøsten som et område, hvor freden ville blomstre, hvis det ikke lige var for de onde israelere og krigsgale amerikanere, som overalt på kloden spreder krig og ødelæggelse omkring sig. Disse nogen har længe været den altovervejende del af venstrefløjen, men tonerne er nu i stigende grad begyndt at dominere EU’s linie i udenrigspolitikken. Mens USA fremstilles som wild-west nationen, der ikke rigtigt kan overskue konsekvenserne af sine handlinger, vil EU gerne fremstå som den forstandige og moralsk ophævede modpol, der med sine papirresolutioner kan skabe fred i verden. Desværre er der meget, der tyder på, at EU’s vej ikke ændrer meget på verdens tilstand. I hvert fald ikke for det bedre…

Således må det betegnes som en ren falliterklæring, når EU’s repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, Javier Solana, i et internt notat til udenrigsministermødet i Bruxelles er blevet afsløret i at så tvivl om, hvorvidt EU’s sanktionspolitik over for Iran overhovedet vil nytte noget. Jeg kan såmænd følge Solanas overvejelser et langt stykke hen ad vejen, og er eksempelvis enig, når han konkluderer, at tidligere sanktioner over for mullahstyret ikke har nyttet noget. Det har i Europaudvalget hele tiden været min bevæggrund for at være dybt skeptiske over for EU’s politik over for Iran, der i dag ledes af en helt ustyrlig og krigerisk galning, som ikke bare truer Israel på sin eksistens – men er en trussel imod hele regionens stabilitet.

EU har indtil videre kunnet sidde kritikken overhørig, fordi den primært er kommet fra folk, der alligevel ikke har den store forkærlighed for eller tiltro til EU’s formåen. Det har da også været regeringens grund til at afvise min kritik af den førte Iran-politik. Men når EU’s egen udenrigskoordinator, Javier Solana, i et internt notat gør opmærksom på, at EU’s papirdiplomati over for regimet i Teheran ikke fører til afrustning, færre trusler eller en neddrosling af landets atomberigelsesprogram, burde det føre til større refleksion i kredsen af EU-udenrigsministre. Jeg har derfor krævet over for Per Stig Møller, at han må give klar besked om det præcise indhold i Solanas notat. Det kan ikke være rigtigt at kun en lille udenrigsministerklike får indblik i Solanas overvejelser. Papirerne må på bordet og hulheden i EU’s politik må frem i fuldt dagslys.

Tiden er knap. Der er ikke tid til at forsøge med tiltag, som på forhånd er dømt til at fejle. Alligevel har EU reelt opgivet ævred i denne sag. Man er så nervøs for at risikere at gå planken ud, at EU reelt er handlingslammet og forsøger at aflede opmærksomheden med en række tiltag, som man på forhånd ved er virkningsløse. Det burde en dansk udenrigsminister ikke stiltiende kunne være vidne til. Desværre er det mere reglen end undtagelsen, at EU giver terroristerne og vore fjender længere og længere snor. Således repræsenterer sidste uges rapporten om CIA’s påståede flyvninger med tilfangetagne terrorister og terrormistænkte et lavmål i Europaparlamentets historie.

Allerede da den italienske kommunist, hr. Fava blev valgt som ordfører, var den sædvanlige venstreorienterede krig mod USA og dets allierede en realitet. Påstanden er som bekendt, at terroristers menneskerettigheder krænkes. Men problemet for venstrefløjens antiamerikanske retorikere er bare, at intet i rapporten beviser, at det er sket. Den slår alene fast, at tilbageholdelse og overflytning af terrormistænkte ikke må finde sted, og at efterretningsaktivitet kun må foregå i fuld offentlighed. Jeg spørger, om EU derved placerer sig på terroristernes eller de allieredes side?

På linie med, hvad vi tidligere har set fra Europarådet, retter rapporten en lang række udokumenterede beskyldninger mod flere EU-medlemsstater, Ministerrådet og naturligvis mod USA. Der rejses kritik mod en lang række personer fra NATO’s generalsekretær til den danske transportminister for ikke at ville give møde for dette politiserende undersøgelsesudvalg, som har inviteret alle mulige modstandere af USA og krigen mod terror til møder med udvalget. De fleste har kun bidraget med ren sladder, tredjehåndsvidner og rygter. Derimod er der ikke fundet beviser for, at der er foregået noget, som er i strid med internationale konventioner.

EU’s politik over for Iran, som Solana nu har advaret imod, og Europaparlamentets tendentiøse beskyttelse af terroristerne, der fra Europa, Irak, Iran og en række øvrige muslimske lande kæmper imod Vesten og hele vort livssyn, er i bedste fald virkningsløs – i værste fald dødsensfarlig for de europæiske lande. Terroristerne må med begejstring se til, at EU har kapituleret og ikke tør forsvare sine borgere mod terror. Og vi andre må med hovedrysten vedtage en endnu stærkere lovgivning, der sikrer de europæiske demokratier de fornødne magtmidler mod udfordringer fra den internationale terrorisme og dens medløbere. Hjælpen til det kommer ikke fra EU.

Mange tror, at EU ikke blander sig i medlemslandenes uddannelsessystemer. Men sådan er virkeligheden desværre ikke. For tiden udviser EU-kommissionen en utrolig aggressivitet over for blandt andre Østrig, fordi regeringen i Wien ønsker at begrænse antallet af studerende fra andre tysktalende lande, som hvert år lægger et enormt pres på landets universiteter. Problemer kender vi kun alt for godt i Danmark, hvor svenske og norske studerende særligt på medicinstudiet udgør et stort problem. I sig selv er det naturligvis glædeligt, at folk udefra synes, at de danske universiteter er så attraktive, at de flytter hertil for at gennemføre studierne. Men problemerne opstår, fordi de studerende efter endt kandidatgrad flytter tilbage til deres hjemlande. På den måde betaler de danske skatteydere for, at andre landes unge får en god uddannelse, mens vi i stadigt stigende grad selv oplever mangel på kvalificeret arbejdskraft. Det samme oplever man i Østrig, hvor regeringen nu bliver angrebet for at nedskære optaget af udenlandske medicinstuderende med 25 procent.

Men Kommissionen mener det alvorligt og truer derfor Østrig med en retssag ved EF-domstolen. Jeg mener derfor, at den danske regering må intervenere i sagen og støtte Østrigs, der – nøjagtig som Danmark – har et helt rimeligt krav på at bevare sit uddannelsessystem intakt, herunder sikre, at antallet af læger i sundhedssektoren opretholdes. Hvert enkelt medlemsland skal naturligvis have lov til selv at disponere over sit optag af udenlandske studerende og man må beklage, at nærige medlemslande, som ikke vil lade deres uddannelsessystemet skattefinansiere, uhæmmet har lov at trække store veksler på nabolandenes uddannelsestilbud, sådan som det er sket med svenske studerende på danske universiteter.

Det er ganske urimeligt, når EU-Kommissionen påstår, at Østrig ”diskriminerer” udenlandske studerende, hvoraf 90 procent efter endt uddannelse rejser tilbage til deres hjemland, og at Kommissionen endda har indbragt sagen for EF-domstolen. Hvis EU-Kommissionen får medhold i sin anklage, vil det have vidtrækkende konsekvenser og i realiteten betyde, at der mellem medlemslandene vil gå sport i at underbyde hinanden på uddannelsesområdet. Globaliseringen fordrer, at Europa placerer sig i toppen med hensyn til uddannelsestilbud. Det vil ikke ske, hvis medlemslande som Danmark og Østrig blindt må acceptere at lade deres skatteborgere betale for uddannelse til nabolandene. Den danske regering bør derfor meget kraftigt markere utvetydig dansk støtte til det østrigske initiativ både nu og under en retssag ved EF-domstolen.

Ugens spændende nyhed var, at Karen Jespersen har taget det store spring fra den yderste venstrefløj til nu at være medlem af Venstre med store chancer for at blive stemmesluger ved det kommende folketingsvalg. Jeg vil gerne byde Karen Jespersen velkommen på holdet. På en række områder har jeg i de seneste år noteret mig en stigende enighed mellem vore synspunkter og det kan kun blive en gevinst for VOK-flertallet at udvide holdet med kræfter, der kender den socialdemokratiske propagandamaskine indefra.

I 1999 gjorde Mogens Camre samme modige øvelse. Han gik fra socialdemokratiet, hvor han havde været folketingsmedlem i over 20 år, til at blive et fremtrædende medlem af Dansk Folkeparti. De fleste ved, at Camre og jeg har et nært samarbejde – og jeg er på den baggrund overbevist om, at også Karen Jespersens skift bliver en berigelse af VOK-flertallet. Særligt glæder jeg mig over, at det nu alt andet lige må blive nemmere for Dansk Folkeparti at gennemføre sine mærkesager. Et Venstre med Karen Jespersen som fremtrædende medlem er på en række områder et Venstre med stærkere bånd til Dansk Folkeparti og jeg føler mig overbevist om, at Statsministeren må have gennemgået en række væsentlige sager med Karen Jespersen.

For eksempel er det svært at få armene ned over, at det nu bliver muligt at gennemføre en folkeafstemning om Tyrkiets optagelse i EU. Dansk Folkeparti vil som konsekvens af, at Venstre har indlemmet Karen Jespersen i sine rækker, komme hende og partiet i møde ved at fremsætte forslag om folkeafstemning i Danmark, inden Tyrkiets eventuelle optagelse i EU vil kunne komme på tale. Det har længe været et stort ønske fra Dansk Folkepartis side at kunne garantere vælgerne, at Tyrkiet aldrig bliver indlemmet i EU uden en foregående folkeafstemning i Danmark, og det er derfor yderst positivt, at Venstre med optagelsen af Karen Jespersen nu får et fremtrædende medlem, der deler Dansk Folkepartis holdning til dette afgørende spørgsmål. Karen Jespersen har ofte udtrykt dyb skepsis overfor planerne om Tyrkiets optagelse i EU. Nu må hun vise, at hun står ved sine tanker og synspunkter.

Jeg er ikke i tvivl om, at langt de fleste danskere har svært ved at se den dybere visdom i at stille tyrkerne et EU-medlemskab i udsigt, når landet så åbenlyst ikke hører til i det Europa, der bygger på frihedsidealer om ligestilling, pluralisme og ytringsfrihed. Det ville være mere fair overfor Tyrkiet at sende et klart signal om, at landet ikke skal være medlem af EU, og derfor vil vi nu fremsætte forslag om folkeafstemning i Danmark forud for Tyrkiets eventuelle optagelse i EU.

Men også den sociale profil må blive styrket med Karen Jespersen som medlem af det ene regeringsparti. Det er der grund til at glæde sig over. Ligesom der generelt er grund til at glæde sig over, at socialdemokraterne igen er blevet udstillet som et parti uden en vision, uden troværdighed i udlændinge- eller skattepolitikken og med en formand, hvis lederevner og inspiration som statsminister bygger på en britisk svigerfamilie og fem år som backbencher i Europaparlamentet.

Der er grund til at glæde sig over, at Karen Jespersen slutter op om denne store opgave. Jeg ønsker hende derfor velkommen som folketingskandidat for Venstre her i Århus – både som forhåbentligt kommende kollega og et godt kort i afdækningen af den socialdemokratiske maskepi.

I den grundlovsgivende forsamling er Grundtvig citeret for om ekspropriation at have sagt: ”dette er et ord, som vi til sprogets ære ikke kender til på dansk”. Grundtvigs udtryksform minder os om, at han hører en anden tid til; men indeholder ikke desto mindre en sandhed, som vi altid må have i erindring, når det kommer til regeringens førelse. Det tjener – ifølge Grundtvig – til sprogets ære, at vi ikke har et dansk begreb for statens indbrud i den private ejendomsret, hvor ejendom overdrages til almenvellet. Grundlovens bestemmelser er særdeles åbne og man må i grunden glæde sig over, at ekspropriationen historisk kun har fundet så liden anvendelse som tilfældet har været. Grundloven sætter nemlig ingen grænser – så længe ekspropriationen tjener almenvellet og sker mod fuld erstatning. På linie med Grundtvig er Anders Fogh Rasmussen, der i sin minimalstatsbog fra 1993 skriver: Parallelt med en forstærket beskyttelse mod beskatningens indirekte udhuling af ejendomsretten bør grundloven tillige indskrænke adgangen til at foretage direkte indgreb i ejendomsretten gennem ekspropriation. Ekspropriation er tvangsafståelse af privat ejendom. (side 156). I disse dage, hvor det i Århus Kommunalbestyrelse overvejes at anvende eksproprationsbestemmelsen i planlovens § 47 til at tvangstilrane sig ejendom for at opføre en moske, er der grund til at huske på, hvad Statsministeren tilbage i 1993 udtalte om kommunernes adgang hertil: Ekspropriation skal ske for at sikre gennemførelse af byudvikling. Det helt groteske er, at der end ikke behøver at være et akut behov for at inddrage privat ejendom. Der kan være tale om ekspropriation på et tidspunkt, hvor byudviklingen end ikke er aktuel eller planlagt i detaljer, men hvor kommunen blot ønsker at sikre sig jord til brug for eventuelle kommende udvidelser af byområdet. Kommunernes adgang til at ekspropriere efter kommuneplanloven bør simpelthen ophæves.

Jeg er ganske enig med Anders Fogh Rasmussen. I hvert fald må man sige, at enhver tanke om at ekspropriere til fordel for en stormoske i Århus synes at falde fuldstændig uden for begrebet sund fornuft. For venstrefløjen, der død og pine vil gennemtvinge sig en moske, vil ekspropriation ikke føre til andet end forstærket utilfredshed med den pågående tvangsislamisering af det danske samfund. Og for de borgerlige kræfter er der ingen tvivl om, at mange vælgere vil stå tilbage med stor forbavselse over, at borgerlige politikere kan have så ringe respekt for den private ejendomsret.

Det er på denne baggrund, at jeg har taget planlovens § 47 op til diskussion med ministeren. Det kan simpelthen ikke passe, at et så indgribende våben som ekspropriation, der strider direkte meden af menneskets helt centrale friheder – ejendomsretten – skal kunne ofres på tilfældige politiske luners bål. Planlovens bestemmelse er tiltænkt gennemførelse af projekter, der er af større infrastrukturel eller byudviklingsmæssig betydning. En moske i Gjellerup er ingen af delene. Den vil være et vartegn på dansk kulturs endelige kapitulation over for islam og er på ingen måde et projekt, der bør kunne gennemføres ved tvang. Ved ekspropriation. 

Jeg har derfor bedt miljøministeren, under hvem planlovens sorterer at redegøre for, om hun mener, at planlovens § 47 kan anvendes i den aktuelle sag fra Århus, hvor Brabrand Boligforening modsætter sig salg af ejendom i forbindelse med opførelse af en moské. For mig et svaret klart. Ekspropriation er en krænkelse af den private ejendomsret og bør kun i de allerfærreste tilfælde – om nogen overhovedet – finde anvendelse. Ud fra en almindeligt retsstatstanke bør ekspropriation, der er den mest indgribende magt, staten har over for borgeren, altid være sidste udvej. Findes der andre veje til at gennemføre de i lokalplanen fastsatte ønsker, bør disse overvejes, inden man griber til ekspropriation. Derfor er det rystende, at der blandt embedsmænd og politikerne i Århus Kommunalbestyrelse fremsættes tanker om at ville ekspropriere ejendom fra Brabrand Boligforening, fordi boligforeningen modsætter sig at sælge en grund i forbindelse med opførelse af en moske i området. 

Det er fortvivlende, at de politiske kræfter i Århus for at opføre en moske er så store, at man er villig til at anvende det allermest indgribende instrument over for borgerne, som staten er i besiddelse af. Særligt henset til, at det næppe kan betragtes som værende af væsentlig betydning for byudviklingen, hvor en moske opføres, forundres jeg over, at dette forslag overhovedet kan opstå. Kravet om, at noget skal være væsentligt af hensyn til byudviklingen, kan ikke blot være undergivet tilfældige politiske luner, men må forudsætte, at der ikke er andre alternativer. Det forekommer helt urimeligt, at en så grov krænkelse af den private ejendomsret skal kunne gennemføres alene af venligtsindede hensyn til en religiøs minoritet i området. Særligt under hensyn til, at ejeren af grunden anfører en række saglige krav for, hvorfor han ikke vil sælge ejendommen til moskeopførelse, virker det dybt urimeligt, at planlovens bestemmelser alligevel skulle kunne anvendes til et sådan formål.