Morten Messerschmidt - Medlem af Folketinget

En flok velmenende flygtningeadvokater har nu bedt en delegation fra EU om at komme på besøg i de danske asylcentre om undersøge, om forholdene lever op til konventionerne. Af flere årsager tager jeg mig til hovedet.

For det første - hvad har EU egentlig med dansk flygtningepolitik at gøre? Hele ideen med retsforbeholdet er, at Danmark skal kunne føre sin egen politik på dette område - og at EU for een gangs skyld skal blande sig udenom.

For det andet er Danmark ikke forpligtet over for EU på dette punkt. Vi har indgået aftaler med Europarådet og med FN, men da ikke med EU. Så hvis nogen skulle komme og kontrollere noget som helst, burde det vel snarere være folk fra de andre organer. Det sker faktisk også med jævn mellemrum - og aldrig har de fundet noget i strid med menneskerettighederne.

Og endelig for det tredje må man jo stille det stille spørgsmål, hvad det præcis er, der skulle være problemet i vore lejre, som åbenbart er så gode, at folk, der egentlig skulle rejse hjem, hellere vil leve der, end gøre, hvad et normalt retssamfund beder dem om.

Hele debatten om de afviste irakiske asylansøgere er besynderlig. Enten tror man på lighed for loven eller også gør man ikke - sådan må det være. Og når det kommer til irakerne, er sagen den, at en stor gruppe er afvist. Vi kan mene, det er synd for dem, vi kan mene, at de er nogle stakler, som vi skal hjælpe - men så må det i sagens natur ske på anden vis. Folk, der er afvist, kan ikke som et ekstraordinært udslag af tossegodhed, så alligevel få det, de er blevet afvist adgang til. For så bryder selve grundidéen i systemet sammen - nemlig at de, der er forfulgt, skal have asyl.

Eller skal vi da også til at tildele folkepension til folk, der ikke er 65 år? Jeg mener - hvis folk nu bare nægter at acceptere 65 års-kriteriet. Eller hvad med SU til folk, der ikke studerer? Det er jo logikken, hvis alle skal have ret til alt, uanset om de opfylder betingelserne eller ej. Een ting er, at vi skal trættes med venstrefløjens totale forvirring i disse sager. Men kunne vi ikke godt være forskånt for, at nu også EU skal blande sig….?

Morten Messerschmidt.

EF-domstolen spiller en stadig mere central rolle i debatten om EU. Efter hollændernes og franskmændenes nej til EU-forfatningen har det været vanskeligt for politikerne i Kommissionen og Ministerrådet at gennemføre deres projekt om et stadig tættere samarbejde i Europa, hvor EU – som det var planlagt i forfatningen – skal have alle væsentlige kompetenceområder. De fleste husker sikkert, hvordan EF-domstolen som en konsekvens af disse vanskeligheder tog teten op efter forfatningens fald og på trods af de to nej’er gennemførte flertalsafgørelser inden for retspolitikken, ligesom det blev beskrevet i Dansk Folkeblad nr. 4 af 2007, side 11. Denne afgørelse skulle dog vise sig kun at være en enkelte i en efterhånden lang række af politiske afgørelser, hvor dommerne i Luxembourg synes at arbejde efter mottoet ”hvis politikerne lader sig hæmme af befolkningens uvilje, så træder vi bare endnu hårdere på speederen”.

Omkring jul sidste år faldt der to overraskende domme, som får omfattende konsekvenser for Danmark. Det drejer sig om hhv. C-438/05 Viking Line og C-341/05 Laval, der begge angriber den nordiske aftalemodel for arbejdsmarkedet. Siden 1899 har det gældende princip for det danske arbejdsmarked været, at parterne kunne aftale sig til gode resultater, når det gjaldt løn, ferie, pension mv. Denne model har gjort de nordiske arbejdsmarkeder langt mere smidige og velfungerende end eksempelvis de sydeuropæiske lande, som baserer sig på lovgivning. Hvor man i de fleste EU-lande har lovbundne mindstelønninger, har vi i Danmark og resten af Norden aftalte overenskomster. Som led i disse overenskomster har begge parter en række kampskridt, som alle har det fælles formål at fremme en kollektiv overenskomst mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.

Dette system stammer tilbage fra septemberforliget i 1899, hvor arbejdsgiverne på den ende side blev indrømmet retten til at lede og fordele arbejdet, mens arbejderne fik ret til at konflikte i nærmere bestemte situationer. Det er disse situationer, EF-domstolen nu er begyndt at æde sig ind på. Der er ingen tvivl om, at dommene er udtryk for en generel lede i EU ved, at medlemslandene er forskellige. Alle landene har hver i sær forskellige kulturelle, historiske og økonomiske karakteristika, som strider imod EU´s ønske om en stadig snævrere union. Og i Norden er det altså en del af vor aftalemodel, at arbejdere må strejke i forbindelse med overenskomstforhandlinger, ligesom man må foretage sympatitilkendegivelser over for andre arbejdere og nedlægge arbejdet i forbindelse med arbejdsgivernes brud på overenskomsten mv. Det er disse rettigheder, som EF-domstolen nu indsnævrer.

Med sædvanligt nørklet sprog siger EF-domstolen nemlig i Viking-dommen på spørgsmålet om de kollektive kampskridts lovlighed, at det ”i denne henseende bemærkes for det første vedrørende de kollektive kampskridt, […], at da de har til formål at beskytte arbejdspladser og arbejdsvilkårene for medlemmerne af denne fagforening, der kan blive berørt af en udflagning af Rosella, kan de for en umiddelbar betragtning med rimelighed anses for at være omfattet af formålet om beskyttelse af arbejdstagere, men denne kvalifikation kan imidlertid ikke opretholdes, hvis det godtgøres, at arbejdspladserne og arbejdsvilkårene ikke bliver bragt i fare eller alvorligt truet.” Med andre ord er de kollektive kampskridt efter EF-domstolens opfattelse kun forenelige med deres formål, når arbejdspladser eller arbejdsvilkår bringes i fare eller trues alvorligt. Det er så nu op til de nationale domstole at fortolke, hvad der ligger i dette – men der er næppe tvivl om, at det betyder en indskrænkning i mulighederne for at strejke og anvende kollektive kampskridt generelt.

Umiddelbart kan man naturligvis henfalde til at betragte som en rar ting, at mulighederne for at strejke bliver færre. Mange har sikkert med stor irritation set på de strejker i dagplejeinstitutioner og andre steder, som inden for det seneste år har fundet sted. Dertil er der to ting at sige. For det første har en række af disse strejker været ulovlige og stridende imod overenskomstsystemet. Men for det andet må man forstå, at retten til kollektive kampskridt udgør modvægten til arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Hvis arbejdstagernes rettigheder og muligheder for indflydelse på deres dagligdag, deres løn og arbejdsvilkår bliver mindre, er grunden til, at de skulle overholde deres forpligtelser over for arbejdsgiverne, også så meget mindre. Balancen er dermed i fare.

Vender vi os med dommen Laval, er konklusionen også her ganske vidtgående. Præmis 91 slår således fast, at ”retten til at iværksætte kollektive kampskridt skal […] anerkendes som en grundlæggende rettighed, der er en integrerende del af de generelle fællesskabsretlige principper, som Domstolen skal sikre overholdelse af, men det gælder dog ikke desto mindre, at udøvelsen af denne ret kan undergives visse begrænsninger”. Det kan naturligvis lyde godt, at EF-Domstolen slår fast, at man skal anerkende retten til kollektive kampskridt. Problemet er blot, at Domstolen i samme åndedrag tiltager sig retten til at definere de begrænsninger, hvor kollektive kampskridt ikke kan anvendes. At domstolen i øvrigt her også henviser til Chartret om Fundamentale Rettigheder, er blot endnu et bevis på, at ja-partiernes påstand om, at chartret ikke fører til en udvidelse af EU´s kompetencer, er usande.

Kun i en række konkrete situationer kan hhv. arbejdsgiver og arbejdstager i dag bruge de kollektive kampskridt. Arbejdsgiveren må ikke efter forgodtbefindende udelukke arbejdere via lockout – og arbejdere må ikke strejke som det passer dem. Der findes således et ganske veludviklet regelsæt fra både arbejdsretten og det faglige voldgiftssystem, som fastlægger, hvornår kampskridt er lovlige eller ej. Men nu bevæger EF-domstolen sig også ind på dette område. De danske voldgifter og arbejdsretten er ikke længere suveræne, men skal følge EF-domstolens begrænsninger og afgørelser, der primært varetager det indre markeds funktion. Og dermed er den danske aftalemodel ikke længere uafhængig. Alt skal i EU-konformitetens hellige navn rettes ind efter definitioner og afgørelser fra EF-domstolen, der på dette som alle andre områder udgør den endelige og uomtvistelige autoritet.

På den måde ødelægger de to domme den ligevægt, der siden 1899 har kendetegnet det danske og nordiske arbejdsmarked. At EF-domstolen går storindustriens og føderalisternes veje, er ikke overraskende. Det ligger i fin forlængelse af de seneste politiserende domstolsafgørelser, hvor man har tilsidesat politiske aftaler i EU, der skulle sikre danske forbrugersikkerhed (C-52/00), bopælspligt på landet (C-370/05) eller den ovenfor nævnte miljødom (C-176/03). Det overraskende i denne sag er imidlertid regeringens tøvende holdning. For godt nok valgte regeringen, da sagde kørte ved EF-domstolen, at intervenere og støtte de parter, der mente, at EU ikke skulle blande sig i den danske aftalemodel.

Men ved samråd i Europaudvalget 7.februar i år viste Beskæftigelsesminister en usædvanlig tilbageholdende indstilling til følgerne af de to domme. Man vil tage sig god tid til at analysere og først engang til sommer konkludere, hvad der bør gøres. Det er ganske enkelt en alt for slap indstilling over til det frontalangreb, vi er vidne til. Det kan naturligvis være meget godt at tænke sig grundigt om. Men hvis ikke vi handler hurtigt, vil mange rundt om i EU snart se sit snit til at anlægge lignende sager, som yderligere vil begrænse retten til aftalefrihed. At EU på denne måde igen begrænser vor frihed, kommer næppe bag på nogen af dette blads læsere. Desværre er der stadig et stort arbejde foran os, når det kommer til at overbevise folketingets EU-positive partier om, at ikke alt, der kommer fra EU, er lyst og rosenrødt.

Derfor har jeg nu fremsat beslutningsforslag om, at Danmark må kræve en protokol til den kommende Lissabontraktat. Denne protokol skal sikre, at der ikke kan sås tvivl om den nordiske aftalemodel. I deres indbyrdes aftale om Lissabontraktaten skriver ja-partierne, at de vil støtte den nordiske aftalemodel og kæmpe imod de anslag, som EU måtte udsætte den for. Det er imidlertid ikke det papir værd, det er skrevet på. Domstolen, Kommissionen og alle andre EU-institutioner har kun respekt for EUs egne dokumenter. Og derfor må denne garanti indskrives som et supplement til selve traktaten. Det gøres i en protokol. Det skal nu blive spændende at se, om ja-partierne også er villige til at stå ved deres ord, når det virkelig gælder.

Der tales så meget om, at fremtiden skal gøres digital og at IT skal sikre vores konkurrencedygtighed. Det er der givetvis også meget rigtigt i. Men IT er meget mere end et spørgsmål om erhvervslivets konkurrenceevne. Det er også et spørgsmål om, hvordan vi med få midler kan forbedre den konkrete service i den offentlige sektor. Når man læser regeringens udspil til velfærdsreform, er det rystende så lidt tid, der egentlig bruges på mulighederne inden for IT – særligt i forhold til udsatte befolkningsgrupper som handicappede og ældre.

Dansk Folkeparti har netop lanceret et nyt IT-politisk oplæg til, hvordan IT i fremtiden skal tænkes ind i alle velfærdssamfundets facetter. Det er ikke kun – men også – et spørgsmål om at frigøre ressourcer, men handler i mindst ligeså høj grad om at skabe større tryghed for dem, der i dagligdagen er afhængige af servicen fra det offentlige. IT skal nemlig ikke være et kontrolredskab for vore mange offentligt ansatte – det skal være et direkte velfærdsredskab. Lad mig komme med et par eksempler fra ældreplejen.

Vi hører ofte fra hjemmehjælpere, at tidsnormeringerne er så lave, at de ikke føler, der er overskud til at tage sig af den ældres personlige velbefindende. I den forbindelse er det besynderligt, at ingen kommuner – så vidt undertegnede i hvert fald er orienteret – har indført robotstyrede støvsugere endnu. Vi ved alle, hvordan den nødvendige støvsugning hurtigt kan tage det meste af den afmålte hjemmehjælpstid. Hvorfor så ikke lade en robot, der i øvrigt oftest er lydløs, klare dette arbejde, medens hjemmehjælpere drikker en kop kaffe med den ældre, som måske føler behov for personlig kontakt? Teknologien findes – det handler blot om, at IT tænkes som en løsning.

Fra farlige erhverv kender vi begrebet ”intelligent tøj”. Hvorfor ikke lade intelligent tøj sikre vore ældre større tryghed i dagligdagen? En undertrøje kan i dag registrere temperaturudsving, hjerterytme, sveds saltindhold, blodtryk eller andre parametre, som er relevant for den enkelte. I tilfælde af udsving rapporteres der direkte til vagtlæge eller anden ansvarshavende, som på denne måde langt hurtigere end ved rutinemæssige besøg bliver gjort opmærksom på symptomer og dermed også hurtigere får den pågældende i behandling. Og når nu vi er ved tøj, hvorfor så ikke indbygge chips i sko og støvler, der kan registrere, hvis den ældre falder? Vi ved alle, hvordan ældre hurtigt mister balancen og ofte kan få frygtelige mén, hvis ikke der sker behandling øjeblikkeligt efter et fald, hvor både hoved og andre organer kan komme til skade.

Men mulighederne begrænser sig slet ikke til rengøring og beklædning. Enhver beskyttet bolig eller plejehjem burde indrettes som et it-hjem med indbyggede alarmer, hvor vand, der rinder i en lang periode, bør udløse en alarm om evt. uheld ved bad; og hvorfor ikke gøre pilleæsker intelligente, så den tilknyttede plejer, allerede inden han/hun kommer ind i den ældres hjem, ved, om dagens medicin er blevet taget? For ældre med svigtende hukommelse kan det være en stor hjælp, som både skærmer den ældre fra den ydmygelse det er at indrømme, at man ikke kan huske, om man har spist sine piller – og sparer plejeren fra at skulle bruge dyrebare ressourcer, der kunne have været anvendt på personlig pleje.

IT er ikke bare et spørgsmål om PDA-registrering og overvågning. IT kan indbygges direkte som supplement til den personlige pleje, som et stadigt voksende antal ældre vil få og har behov for. Det er på tide, at vi som politikere holder op med at tænke IT som et selvstændigt politisk område – IT er en del af alle politiske områder og må derfor tænkes som sådan.

Tilhængerne af Tyrkiets medlemskab af EU har længe forsøgt at forklare, hvordan den nyvalgte tyrkiske præsident Güls forslag om at ophæve tørklædeforbudet skulle sikre en form for kvindefrigørelse i Tyrkiet. Hvad disse fortalere imidlertid ikke synes at have forstået er, at tørklædet bygger på den direkte modsætning til frihed. Er nogen i tvivl, er der desværre en lang række lande i Mellemøsten – lige fra Saudi Arabien til Iran – som med korporlige straffe understreger den dødelige konsekvens af som kvinde at bevæge sig uden for sit hjem uden tørklæde. Det er i formørkede despotstater som disse, vi ser konsekvensen af islam i sin mest modbydelige form, hvor politik og religion ikke bare sammenblandes, men hvor religion bliver til et politisk diktat, der er hævet over individets valg og omgjort til et allestedsnærværende imperativ.

I Tyrkiet er udviklingen siden første verdenskrig, takket være kemalisterne, gået mod en mere verdslig model end kendes fra det øvrige Mellemøsten. Verdsligheden er først og fremmest blevet beskyttet af hæren, der som statens forsvarer hele tre gange siden Kemal Atatürk har måttet intervenere for at sikre demokratiets grundprincipper. Således har hæren været blandt de skarpeste kritikere af ophævelsen af tørklædeforbudet – og EU burde lytte mere til hæren end til sine pseudokvindefrigørelsesfornemmelser. Tørklædet er nemlig meget mere end et symbol på islam. Det er et politisk signal om, at den tørklædebærende kvinde er ren og løfter sig over de udfordrende kvinder, der med deres flagrende hår trodser islams krav om, at kvinden skal holdes i det mandsinstituerede tørklædefængsel. At Gül fremsætter sit krav om at ophæve forbudet, bestyrker desværre påstanden om, at Tyrkiets nuværende regering har et ønske om at islamisere landet. Herfor ligger en stor del af ansvaret på EU, der med ethvert krav om demokratiske reformer – ytringsfrihed, ligestilling eller bedre behandling af mindretal – har tirret de mest ekstreme kræfter i Tyrkiet, der ser reformkravene som angreb på landet suverænitet. Dette har igangsat en islamisering af landet – og i stedet for at klappe af islamisternes forsøg på at presse Tyrkiet mod Teheran, burde EU tage problemerne alvorligt og indrømme, at idéen om Tyrkiet som medlem af EU er dødfødt.

Siden Abdullah Gül for et par måneder siden blev valgt til præsident for Tyrkiet har ytringsfriheden i landet været under hårdt pres. Således er hjemmesider som YouTube og Wordpress.com blevet lukket. Det er sket med den begrundelse, at der på siderne er forekommet fornærmende omtale af premierministeren. Reelt er der tale om, at de tyrkiske myndigheder stækker informationsstrømmen. Hertil kommer, at premierminister Erdogan siden sin tiltræden har indgivet 59 klager over journalister, hvoraf han har vundet 21 af sagerne. Selve ytringsfriheden i Tyrkiet er således under pres, og i den forgangne uge tog jeg derfor dette bekymrende fænomen op med Gül, da vi mødtes til debat under Europarådets samling i Strasbourg. Desværre syntes linien at være klar opbakning til de mange indskrænkninger i ytringsfriheden. Er det virkelig tegn på et land, der bevæger sig mod EU…? Eller mod Teheran?

I indeværende uge rykkede danske vælgere et væsentligt skridt tættere på en afstemning om den kommende EU-forfatning. Ikke nok med at Dansk Folkeparti fremsatte sit forslag om, at der skal holdes folkeafstemning – uanset om Justitsministeriet mener, det er nødvendigt eller ej. Men også Pia Christmas Møller meldte sig på banen med samme krav om, at der naturligvis skal en afstemning til. Naturligvis, fordi vi altid i Danmark har haft tradition for at holde afstemninger om EU-traktaterne. Og naturligvis, fordi forfatningen vil overføre uhørt megen ny magt til Bruxelles. EF-domstolen kommer nu også på strafferetsområder til at stå over højesteret; chartret om grundlæggende rettigheder giver EU mulighed for at regulere alt lige fra ferieforhold til ytringsfrihed; og de nye afstemningsregler gavner entydigt de store lande, som fremover kan tromle de små lande ned.

Jeg glæder mig derfor til, at Dansk Folkepartis forslag skal behandles. Vi ved allerede, at såvel SF, Ny Alliance og Enhedslisten støtter forslaget, ligesom Socialdemokraternes Svend Auken ved flere lejligheder har været varm på tanken. Og når nu også medlemmer af regeringspartierne begynder at melde sig, er der lys forude. Jeg ser derfor med fortrøstning på muligheden for at få en afstemning – først og fremmest ved at Dansk Folkepartis forslag bliver vedtaget. Men skulle det glippe, er vi klar til at anvende grundlovens § 42 og vil starte underskriftsindsamling blandt folketingsmedlemmerne. Ifølge grundloven kræves der opbakning for 60 medlemmer for at et forslag kan sendes til afstemning. Jeg glæder mig til at se Pia Christmas navn ved siden af mit – og håber på, at kravet om en afstemning vil brede sig langt ind i regeringens rækker.

Kære læser.

God fornøjelse,
Morten.

Tirsdag 11.september
De fleste har et særligt forhold til 11.september. Det har jeg også. Jeg husker præcis, hvordan jeg den dag i 2001 netop var kommet hjem fra universitetet og lige skulle se de seneste nyheder, da den anden Boeing knustes ind i World Trade Center. Jeg glemmer aldrig billederne af de to tårne, der kollapsede – og jeg tror faktisk, at de fleste har det sådan, at de kan huske, hvor de var, da de så det. I år var det så seks år siden og jeg var i den forbindelse blevet bedt om at tale i en Rotary-forening for en række lokale erhvervsledere.

I de seneste år har interessen for Dansk Folkeparti bredt sig til snart sagt alle dele af samfundet – sidste år var jeg tæt på at runde 100 offentlige møder. Det er dejligt at opleve den store interesse. Ikke bare muligheden for at fremlægge vore visioner gør det spændende at tale til sådanne møder – også de mange indtryk, forslag, idéer og kritik, man får med hjem i bagagen, udgør en stor værdi i det daglige arbejde på Christiansborg. Det gjorde sig også gældende denne aften, som naturligt tog udgangspunkt i den islamiske terrorisme og de farer, som truer vores verden – særligt set i lyset af 11.september.

Onsdag 12.september.
Dagen efter spillede fly igen en central rolle – denne gang dog på en mindre dramatisk måde. SAS måtte på grund af problemerne med DASH-flyene aflyse alle indenrigsruter, hvilket betød, at jeg med stor ærgrelse måtte melde afbud til erhvervsmesse i Kolind, hvor Dansk Folkepartis vælgerforeningen havde gjort klar til den helt store kampagne. Desværre er kalenderen ofte så tæt pakket, at man haster fra det ene sted til det næste – og når så SAS strejker eller som her tager fly ud af rejseplanerne, er der ikke meget, man kan gøre…

Fredag 14.september.
Fredag var jeg igen tilbage på Christiansborg. Mange tror, at folketingsarbejdet først begynder første tirsdag i oktober – det er også rigtigt for hovedparten af folketingsmedlemmerne; men for medlemmerne af Europaudvalget begynder arbejdsugen noget før. Og 14.september var i år dagen for det første regelmæssig udvalgsmøde. Europaudvalget fungerer som et slags minifolketing, hvor de ministre, der i den følgende uge skal til EU-møde i Bruxelles, forinden kommer og fremlægger de sager, der skal tales og stemmes om i EU. I denne uge var det Justitsminister Lene Espersen, som skulle forelægge en række sager. Der udspinder sig næsten altid en spændende debat på disse europaudvalgsmøder, som snildt kan tage 4-5 timer.

Weekenden 15. og 16.september.
Det hører til den almindelige arbejdsuge, at også weekenderne bliver inddraget til politisk arbejde. Det gjaldt ikke mindst i denne weekend, hvor Dansk Folkeparti holdt sit årsmøde med næsten 700 delegerede medlemmer, oplagt til både politisk debat og fest om aftenen. Dirigenterne havde tilrettelagt det sådan, at jeg lørdag skulle tale umiddelbart efter Pia Kjærsgaards beretning. Og jeg valgte at bruge en del af mit indlæg på at byde Karen Jespersen velkommen i regeringen. Det er dejligt, at hun har skiftet hest og nu vil være med til at fastholde Anders Fogh Rasmussen i Statsministeriet. VOK-flertallet er det eneste boldværk mod stigende skatter og den slappe indvandringspolitik, som socialdemokraterne vil, hvis Helle Thorning Smith skulle vinde valget.

Uden for den store kongressal var der opstillet et lille kolonihavehus for at gøre lidt grin med dem, der altid taler om, at Dansk Folkeparti repræsenterer ”kolonihavementaliteten”. Og efter min tale var det arrangeret, at jeg skulle byde delegerede op til en lille snak om EU i forhaven til kolonihavehuset. Mange medlemmer er forargede over det, der foregår i EU – særligt i forbindelse med EU-forfatningen, som i øjeblikket forsøges fiflet igennem under navnet ”reformtraktat”. Jeg fik en god snak med mange af medlemmerne, som alle stod op bag Dansk Folkepartis ønske om, at vi naturligvis skal have den kommende traktat ud til folkeafstemning.

Om aftenen var der gjort klart til fest – og dansegulvet gyngede til langt ud på natten. Søndag morgen var præget af både trætte føder og et lidt tungt hoved – men til gengæld var der ingen tvivl om, at årsmødet 2007 havde været endnu en DF-succes.

Alle husker, hvordan regeringen under muhammed-sagen kom i blæsevejr, fordi Fogh ikke ville holde møde med de muslimske ambassadører om, hvordan vi burde indskrænke ytringsfriheden. Vi må i dag prise os lykkelige for ikke at være gået på kompromis. Beviset for, at Foghs løsning var den rette, ses ved det, vort svenske broderfolk for tiden oplever. Den svenske statsminister, Reinfeldt, har nemlig efter de svenske tegninger gjorde alt det, venstrefløjen i Danmark anklagede Fogh for ikke at gøre. Der blev holdt møder, der blev indledt dialog og i respektens hellige navn foreslået indskrænkninger i ytringsfriheden. Men alligevel oplevede Sverige boykot, demonstrationer og angreb. Med fuld ret kan Fogh i dag over for Reinfeldt gentage Churchill’s ord til Chamberlain: ” De havde valget mellem skammen og krig, men valgte skammen - og fik dermed krigen”.

I 2002 stiftede undertegnede foreningen Kritiske Licensbetalere, der minutiøst dokumenterede, at DRs nyhedsformidling ofte havde sammenfald med Det Radikale Venstres partiprogram. Bedst som vi nu troede, at DR havde fundet en politisk mere neutral sti, kommer tre graverende eksempler på det stik modsatte. Først føler Jeppe Nybroe trang til at følge DR-linien fra Guldbrandsens film om “Den hemmelige krig” og bruger DRs sendeflade i sin vendetta imod irakkrig. Dernæst laller generaldirektøren rundt med en sympati-t-shirt for ungdomshuset; og afslutningsvis erklærer en DR-vært om 11.september, at “det havde USA rigtigt godt af”.

Jeg vil aldrig forfægte disse tre DR-folk at have deres synspunkter. Men hvad er det for en kultur, der findes på DR, når tre fremtrædende folk ikke tænker sig om en ekstra gang, inden de erklærer støtte til de unge voldsbøller, udtrykker forståelse for terror eller manipulerer indslag for at angribe regeringen? Måske det igen var på tide at genoplive Kritiske Licensbetalere og få sat et kritisk blik på DRs politiske slagside…

De senest uger har valgtrommerne lydt på Christiansborg. Sådan er det hver gang, man kommer ud over de to første år i en valgperiode. Og den eneste, der ikke deltager i spekulationerne, er paradoksalt nok manden, der som den eneste ved det. Anders Fogh har vanen tro været lukket som en østers om, hvornår valget kommer. Og ærligt talt, kan man også ved nærmere eftertanke se en række fordækte hensyn bag oppositionens iver efter valg.

For det første er alle partier fra SF til De Radikale vel enige om, at Fogh skal skiftes ud med Helle Thorning. Nok er taburetkløen hos Margrethe Vestager efterhånden så tilpas stor, at hun overvejer Fogh som en mulighed. Men det er åbenlyst, at De Radikale om ikke andet så for at tage Naser Khaders nye alliance uden valgprogram ønsker sig et valg. For SF har et par gode meningsmålinger givet blod på tanden. Mindre sjovt må det dog være for Helle Thorning, som for tiden kan se et stort antal venstrefløjsvælgere pege på Villy Søvndal som oppositionens leder, samtidig med at De Radikale småflirter med Fogh.

Den flirt er imidlertid nem at forklare. For sagen er, at socialdemokraterne har gået igennem sommeren i historisk tavshed. Det er sørgeligt at måtte sige om et parti, som i næsten et århundrede spillede en afgørende rolle for udviklingen af det samfund, vi i dag har. Men fra Christiansborg ser det mest af alt ud til, at den socialdemokratiske leder har deponeret sine politiske visioner til en lommeregner, som kun har den funktion, at den kan gange med to. Vil regeringen og Dansk Folkeparti forøge lønnen for de offentlige ansatte i plejesektoren med 5 mia. kr., byder Helle Thorning 10 mia. Vil regeringen bruge 1,5 mia. kr. for folkeskolen, vil socialdemokraterne brude 3 mia. Ærligt talt, virker det ikke en smule visionsløst?

Siden VOK-flertallet tiltrådte i 2001 er der sket et markant løft i den danske velfærd. Ældrechecken har forbedret økonomien for de mindst bemidlede ældre. Kræftplan I og II har tilført hidtil usete summer til kræftbehandlingen og har muliggjort, at vi nu kan behandle kræft som akutsygdom. Prisen for børnehavepladser er blevet sat ned. De fattigste blandt førtidspensionisterne har fået flere penge, og samtidig har VOK formået at fastholde dansk økonomi og konkurrenceevne i førertrøjen i et sådan omfang, at man i 2004 kunne lette indkomstskatten ligesom der frem til 2015 er råderum for både massive offentlige investeringer og yderligere skattelettelser, som skal gøre det mere attraktivt at arbejde.

Men når nu socialdemokraterne så gerne vil være med, kunne vi så ikke bare arbejde bredt over midten, spørger mange? En del af svaret er, at det faktisk er over 90 % af alle afstemninger på Christiansborg, hvor alene VOK stemmer for. Men en anden væsentlig del er, at Helle Thorning på et afgørende punkt spænder ben for sig selv, nemlig i udlændingepolitikken.

Uanset om vi taler folkeskolen, fødevarepolitik, førtidspension eller kriminalitet, så spiller udlændingepolitikken en kæmpe rolle. Og ved at afvise VOKs udlændingepolitik sætter Socialdemokraterne sig uden for indflydelse. Man kan som bekendt ikke både blæse og have mel i munden. Og tilsvarende kan man ikke agitere for bedre velfærd, hvis man samtidig ønsker flere flygtninge til Danmark. I folkeskolen er problemerne med de fremmedes børn velkendte og udgør en stor belastning i dagligdagen – både for de ansatte og for de danske børn, hvis forældre retmæssigt kræver en ordentlig undervisning. I debatten om førtidspension, efterløn, kontanthjælp og andre ydelser spiller udlændinge en kæmpe rolle, fordi så mange af de fremmede, der er kommet her til landet, ikke befinder sig på arbejdsmarkedet og derfor udgør en stor økonomisk belastning for de offentlige finanser. Og i kriminalitetsstatistikkerne vender kriminelle andengenerationsindvandrere stadig den tunge ende nedad og koster konstant flere og flere ressourcer. Man kan ikke diskutere dansk økonomi og velfærdspolitik uden også at diskutere indvandringspolitikken. For vi har ikke råd til verdens dyreste velfærd, hvis den også skal omfatte udlændinge, der nok vil nyde, men blandt hvem kun få vil yde.

Om Fogh vil have valg nu, ved kun han. Men at valget står mellem en ansvarlig udlændingepolitik og sund velfærd på den ene side og en løsagtig og uansvarlig politik som i 90erne, bør alle vide.