Der tales så meget om, at fremtiden skal gøres digital og at IT skal sikre vores konkurrencedygtighed. Det er der givetvis også meget rigtigt i. Men IT er meget mere end et spørgsmål om erhvervslivets konkurrenceevne. Det er også et spørgsmål om, hvordan vi med få midler kan forbedre den konkrete service i den offentlige sektor. Når man læser regeringens udspil til velfærdsreform, er det rystende så lidt tid, der egentlig bruges på mulighederne inden for IT – særligt i forhold til udsatte befolkningsgrupper som handicappede og ældre.
Dansk Folkeparti har netop lanceret et nyt IT-politisk oplæg til, hvordan IT i fremtiden skal tænkes ind i alle velfærdssamfundets facetter. Det er ikke kun – men også – et spørgsmål om at frigøre ressourcer, men handler i mindst ligeså høj grad om at skabe større tryghed for dem, der i dagligdagen er afhængige af servicen fra det offentlige. IT skal nemlig ikke være et kontrolredskab for vore mange offentligt ansatte – det skal være et direkte velfærdsredskab. Lad mig komme med et par eksempler fra ældreplejen.
Vi hører ofte fra hjemmehjælpere, at tidsnormeringerne er så lave, at de ikke føler, der er overskud til at tage sig af den ældres personlige velbefindende. I den forbindelse er det besynderligt, at ingen kommuner – så vidt undertegnede i hvert fald er orienteret – har indført robotstyrede støvsugere endnu. Vi ved alle, hvordan den nødvendige støvsugning hurtigt kan tage det meste af den afmålte hjemmehjælpstid. Hvorfor så ikke lade en robot, der i øvrigt oftest er lydløs, klare dette arbejde, medens hjemmehjælpere drikker en kop kaffe med den ældre, som måske føler behov for personlig kontakt? Teknologien findes – det handler blot om, at IT tænkes som en løsning.
Fra farlige erhverv kender vi begrebet ”intelligent tøj”. Hvorfor ikke lade intelligent tøj sikre vore ældre større tryghed i dagligdagen? En undertrøje kan i dag registrere temperaturudsving, hjerterytme, sveds saltindhold, blodtryk eller andre parametre, som er relevant for den enkelte. I tilfælde af udsving rapporteres der direkte til vagtlæge eller anden ansvarshavende, som på denne måde langt hurtigere end ved rutinemæssige besøg bliver gjort opmærksom på symptomer og dermed også hurtigere får den pågældende i behandling. Og når nu vi er ved tøj, hvorfor så ikke indbygge chips i sko og støvler, der kan registrere, hvis den ældre falder? Vi ved alle, hvordan ældre hurtigt mister balancen og ofte kan få frygtelige mén, hvis ikke der sker behandling øjeblikkeligt efter et fald, hvor både hoved og andre organer kan komme til skade.
Men mulighederne begrænser sig slet ikke til rengøring og beklædning. Enhver beskyttet bolig eller plejehjem burde indrettes som et it-hjem med indbyggede alarmer, hvor vand, der rinder i en lang periode, bør udløse en alarm om evt. uheld ved bad; og hvorfor ikke gøre pilleæsker intelligente, så den tilknyttede plejer, allerede inden han/hun kommer ind i den ældres hjem, ved, om dagens medicin er blevet taget? For ældre med svigtende hukommelse kan det være en stor hjælp, som både skærmer den ældre fra den ydmygelse det er at indrømme, at man ikke kan huske, om man har spist sine piller – og sparer plejeren fra at skulle bruge dyrebare ressourcer, der kunne have været anvendt på personlig pleje.
IT er ikke bare et spørgsmål om PDA-registrering og overvågning. IT kan indbygges direkte som supplement til den personlige pleje, som et stadigt voksende antal ældre vil få og har behov for. Det er på tide, at vi som politikere holder op med at tænke IT som et selvstændigt politisk område – IT er en del af alle politiske områder og må derfor tænkes som sådan.