Tilhængerne af Tyrkiets medlemskab af EU har længe forsøgt at forklare, hvordan den nyvalgte tyrkiske præsident Güls forslag om at ophæve tørklædeforbudet skulle sikre en form for kvindefrigørelse i Tyrkiet. Hvad disse fortalere imidlertid ikke synes at have forstået er, at tørklædet bygger på den direkte modsætning til frihed. Er nogen i tvivl, er der desværre en lang række lande i Mellemøsten – lige fra Saudi Arabien til Iran – som med korporlige straffe understreger den dødelige konsekvens af som kvinde at bevæge sig uden for sit hjem uden tørklæde. Det er i formørkede despotstater som disse, vi ser konsekvensen af islam i sin mest modbydelige form, hvor politik og religion ikke bare sammenblandes, men hvor religion bliver til et politisk diktat, der er hævet over individets valg og omgjort til et allestedsnærværende imperativ.
I Tyrkiet er udviklingen siden første verdenskrig, takket være kemalisterne, gået mod en mere verdslig model end kendes fra det øvrige Mellemøsten. Verdsligheden er først og fremmest blevet beskyttet af hæren, der som statens forsvarer hele tre gange siden Kemal Atatürk har måttet intervenere for at sikre demokratiets grundprincipper. Således har hæren været blandt de skarpeste kritikere af ophævelsen af tørklædeforbudet – og EU burde lytte mere til hæren end til sine pseudokvindefrigørelsesfornemmelser. Tørklædet er nemlig meget mere end et symbol på islam. Det er et politisk signal om, at den tørklædebærende kvinde er ren og løfter sig over de udfordrende kvinder, der med deres flagrende hår trodser islams krav om, at kvinden skal holdes i det mandsinstituerede tørklædefængsel. At Gül fremsætter sit krav om at ophæve forbudet, bestyrker desværre påstanden om, at Tyrkiets nuværende regering har et ønske om at islamisere landet. Herfor ligger en stor del af ansvaret på EU, der med ethvert krav om demokratiske reformer – ytringsfrihed, ligestilling eller bedre behandling af mindretal – har tirret de mest ekstreme kræfter i Tyrkiet, der ser reformkravene som angreb på landet suverænitet. Dette har igangsat en islamisering af landet – og i stedet for at klappe af islamisternes forsøg på at presse Tyrkiet mod Teheran, burde EU tage problemerne alvorligt og indrømme, at idéen om Tyrkiet som medlem af EU er dødfødt.
Vi er ikke enige i mange ting, men derfor kan jeg vel godt “hjælp” dig med at stykke et argument sammen. Du er nød til at kunne se en sammenhæng mellem tese, belæg og konklusionen for at dit argument får vægt (uanset om andre så er enige eller ej). Jeg opridser hurtig den struktur jeg ser i dit “argument” og dernæst kort problemerne
1) Tilhænger af Tyrkiet i EU forsvarer tørklæde brug i Tyrkiet.
2) Tørklædet er undertrykkende.
3) Det tyrkiske militær sikre demokrati i tyrkiet modsat “politikerne” i Tyrkiet.
4) Forbud mod tørklæder ønskes ophæves, hvilket du ser som “islamering” af landet.
5) EU burde ikke optage Tyrkiet som medlem pga. denne islamerisering.
Problemerne:
A) Optagelse af Tyrkiet i EU hænger ikke sammen med tørklæde.
B) Ophævelse af tørklæde forbud er ikke direkte en islamerisering.
Du kunne vælge at skrive dit argument således
I) Hvorfor ønskes forbuddet ophævet.
II) Hvordan kan dette fortolkes som “islamerisering”
III) Hvorledes kan dette indirekte være et problem for demokratiet i tyrkiet og dernæst hvorfor vil det være uønsket i EU.
Hvis du opbygge dit argument således den konklusion der drages virker som det eneste fornuftige på baggrund af de fremførte belæg, fremstår argumentet stærkere. Hvis du blot opbygger det løst på en tese der begrundes med formodninger og derpå drager en konklusion som ikke er tydelig på baggrund af det fremlagte argument, så står du svagt. Nu kan der jo i Politik være mange grunde til at skrive et “indlæg” som dit. Det kan være skrevet til “fans” eller som “provokation” eller blot virke som “ventil” for en bunke meninger. Hvis du derimod mener det skal få “andre” til at se du har ret og derpå støtte dig så har du fejlet i denne omgang.
Bedste hilsener, Thor Kidmose.