Tilhængerne af Tyrkiets medlemskab af EU har længe forsøgt at forklare, hvordan den nyvalgte tyrkiske præsident Güls forslag om at ophæve tørklædeforbudet skulle sikre en form for kvindefrigørelse i Tyrkiet. Hvad disse fortalere imidlertid ikke synes at have forstået er, at tørklædet bygger på den direkte modsætning til frihed. Er nogen i tvivl, er der desværre en lang række lande i Mellemøsten – lige fra Saudi Arabien til Iran – som med korporlige straffe understreger den dødelige konsekvens af som kvinde at bevæge sig uden for sit hjem uden tørklæde. Det er i formørkede despotstater som disse, vi ser konsekvensen af islam i sin mest modbydelige form, hvor politik og religion ikke bare sammenblandes, men hvor religion bliver til et politisk diktat, der er hævet over individets valg og omgjort til et allestedsnærværende imperativ.
I Tyrkiet er udviklingen siden første verdenskrig, takket være kemalisterne, gået mod en mere verdslig model end kendes fra det øvrige Mellemøsten. Verdsligheden er først og fremmest blevet beskyttet af hæren, der som statens forsvarer hele tre gange siden Kemal Atatürk har måttet intervenere for at sikre demokratiets grundprincipper. Således har hæren været blandt de skarpeste kritikere af ophævelsen af tørklædeforbudet – og EU burde lytte mere til hæren end til sine pseudokvindefrigørelsesfornemmelser. Tørklædet er nemlig meget mere end et symbol på islam. Det er et politisk signal om, at den tørklædebærende kvinde er ren og løfter sig over de udfordrende kvinder, der med deres flagrende hår trodser islams krav om, at kvinden skal holdes i det mandsinstituerede tørklædefængsel. At Gül fremsætter sit krav om at ophæve forbudet, bestyrker desværre påstanden om, at Tyrkiets nuværende regering har et ønske om at islamisere landet. Herfor ligger en stor del af ansvaret på EU, der med ethvert krav om demokratiske reformer – ytringsfrihed, ligestilling eller bedre behandling af mindretal – har tirret de mest ekstreme kræfter i Tyrkiet, der ser reformkravene som angreb på landet suverænitet. Dette har igangsat en islamisering af landet – og i stedet for at klappe af islamisternes forsøg på at presse Tyrkiet mod Teheran, burde EU tage problemerne alvorligt og indrømme, at idéen om Tyrkiet som medlem af EU er dødfødt.