Morten Messerschmidt - Medlem af Folketinget

I indeværende uge rykkede danske vælgere et væsentligt skridt tættere på en afstemning om den kommende EU-forfatning. Ikke nok med at Dansk Folkeparti fremsatte sit forslag om, at der skal holdes folkeafstemning – uanset om Justitsministeriet mener, det er nødvendigt eller ej. Men også Pia Christmas Møller meldte sig på banen med samme krav om, at der naturligvis skal en afstemning til. Naturligvis, fordi vi altid i Danmark har haft tradition for at holde afstemninger om EU-traktaterne. Og naturligvis, fordi forfatningen vil overføre uhørt megen ny magt til Bruxelles. EF-domstolen kommer nu også på strafferetsområder til at stå over højesteret; chartret om grundlæggende rettigheder giver EU mulighed for at regulere alt lige fra ferieforhold til ytringsfrihed; og de nye afstemningsregler gavner entydigt de store lande, som fremover kan tromle de små lande ned.

Jeg glæder mig derfor til, at Dansk Folkepartis forslag skal behandles. Vi ved allerede, at såvel SF, Ny Alliance og Enhedslisten støtter forslaget, ligesom Socialdemokraternes Svend Auken ved flere lejligheder har været varm på tanken. Og når nu også medlemmer af regeringspartierne begynder at melde sig, er der lys forude. Jeg ser derfor med fortrøstning på muligheden for at få en afstemning – først og fremmest ved at Dansk Folkepartis forslag bliver vedtaget. Men skulle det glippe, er vi klar til at anvende grundlovens § 42 og vil starte underskriftsindsamling blandt folketingsmedlemmerne. Ifølge grundloven kræves der opbakning for 60 medlemmer for at et forslag kan sendes til afstemning. Jeg glæder mig til at se Pia Christmas navn ved siden af mit – og håber på, at kravet om en afstemning vil brede sig langt ind i regeringens rækker.

Kære læser.

God fornøjelse,
Morten.

Tirsdag 11.september
De fleste har et særligt forhold til 11.september. Det har jeg også. Jeg husker præcis, hvordan jeg den dag i 2001 netop var kommet hjem fra universitetet og lige skulle se de seneste nyheder, da den anden Boeing knustes ind i World Trade Center. Jeg glemmer aldrig billederne af de to tårne, der kollapsede – og jeg tror faktisk, at de fleste har det sådan, at de kan huske, hvor de var, da de så det. I år var det så seks år siden og jeg var i den forbindelse blevet bedt om at tale i en Rotary-forening for en række lokale erhvervsledere.

I de seneste år har interessen for Dansk Folkeparti bredt sig til snart sagt alle dele af samfundet – sidste år var jeg tæt på at runde 100 offentlige møder. Det er dejligt at opleve den store interesse. Ikke bare muligheden for at fremlægge vore visioner gør det spændende at tale til sådanne møder – også de mange indtryk, forslag, idéer og kritik, man får med hjem i bagagen, udgør en stor værdi i det daglige arbejde på Christiansborg. Det gjorde sig også gældende denne aften, som naturligt tog udgangspunkt i den islamiske terrorisme og de farer, som truer vores verden – særligt set i lyset af 11.september.

Onsdag 12.september.
Dagen efter spillede fly igen en central rolle – denne gang dog på en mindre dramatisk måde. SAS måtte på grund af problemerne med DASH-flyene aflyse alle indenrigsruter, hvilket betød, at jeg med stor ærgrelse måtte melde afbud til erhvervsmesse i Kolind, hvor Dansk Folkepartis vælgerforeningen havde gjort klar til den helt store kampagne. Desværre er kalenderen ofte så tæt pakket, at man haster fra det ene sted til det næste – og når så SAS strejker eller som her tager fly ud af rejseplanerne, er der ikke meget, man kan gøre…

Fredag 14.september.
Fredag var jeg igen tilbage på Christiansborg. Mange tror, at folketingsarbejdet først begynder første tirsdag i oktober – det er også rigtigt for hovedparten af folketingsmedlemmerne; men for medlemmerne af Europaudvalget begynder arbejdsugen noget før. Og 14.september var i år dagen for det første regelmæssig udvalgsmøde. Europaudvalget fungerer som et slags minifolketing, hvor de ministre, der i den følgende uge skal til EU-møde i Bruxelles, forinden kommer og fremlægger de sager, der skal tales og stemmes om i EU. I denne uge var det Justitsminister Lene Espersen, som skulle forelægge en række sager. Der udspinder sig næsten altid en spændende debat på disse europaudvalgsmøder, som snildt kan tage 4-5 timer.

Weekenden 15. og 16.september.
Det hører til den almindelige arbejdsuge, at også weekenderne bliver inddraget til politisk arbejde. Det gjaldt ikke mindst i denne weekend, hvor Dansk Folkeparti holdt sit årsmøde med næsten 700 delegerede medlemmer, oplagt til både politisk debat og fest om aftenen. Dirigenterne havde tilrettelagt det sådan, at jeg lørdag skulle tale umiddelbart efter Pia Kjærsgaards beretning. Og jeg valgte at bruge en del af mit indlæg på at byde Karen Jespersen velkommen i regeringen. Det er dejligt, at hun har skiftet hest og nu vil være med til at fastholde Anders Fogh Rasmussen i Statsministeriet. VOK-flertallet er det eneste boldværk mod stigende skatter og den slappe indvandringspolitik, som socialdemokraterne vil, hvis Helle Thorning Smith skulle vinde valget.

Uden for den store kongressal var der opstillet et lille kolonihavehus for at gøre lidt grin med dem, der altid taler om, at Dansk Folkeparti repræsenterer ”kolonihavementaliteten”. Og efter min tale var det arrangeret, at jeg skulle byde delegerede op til en lille snak om EU i forhaven til kolonihavehuset. Mange medlemmer er forargede over det, der foregår i EU – særligt i forbindelse med EU-forfatningen, som i øjeblikket forsøges fiflet igennem under navnet ”reformtraktat”. Jeg fik en god snak med mange af medlemmerne, som alle stod op bag Dansk Folkepartis ønske om, at vi naturligvis skal have den kommende traktat ud til folkeafstemning.

Om aftenen var der gjort klart til fest – og dansegulvet gyngede til langt ud på natten. Søndag morgen var præget af både trætte føder og et lidt tungt hoved – men til gengæld var der ingen tvivl om, at årsmødet 2007 havde været endnu en DF-succes.

Alle husker, hvordan regeringen under muhammed-sagen kom i blæsevejr, fordi Fogh ikke ville holde møde med de muslimske ambassadører om, hvordan vi burde indskrænke ytringsfriheden. Vi må i dag prise os lykkelige for ikke at være gået på kompromis. Beviset for, at Foghs løsning var den rette, ses ved det, vort svenske broderfolk for tiden oplever. Den svenske statsminister, Reinfeldt, har nemlig efter de svenske tegninger gjorde alt det, venstrefløjen i Danmark anklagede Fogh for ikke at gøre. Der blev holdt møder, der blev indledt dialog og i respektens hellige navn foreslået indskrænkninger i ytringsfriheden. Men alligevel oplevede Sverige boykot, demonstrationer og angreb. Med fuld ret kan Fogh i dag over for Reinfeldt gentage Churchill’s ord til Chamberlain: ” De havde valget mellem skammen og krig, men valgte skammen - og fik dermed krigen”.

I 2002 stiftede undertegnede foreningen Kritiske Licensbetalere, der minutiøst dokumenterede, at DRs nyhedsformidling ofte havde sammenfald med Det Radikale Venstres partiprogram. Bedst som vi nu troede, at DR havde fundet en politisk mere neutral sti, kommer tre graverende eksempler på det stik modsatte. Først føler Jeppe Nybroe trang til at følge DR-linien fra Guldbrandsens film om “Den hemmelige krig” og bruger DRs sendeflade i sin vendetta imod irakkrig. Dernæst laller generaldirektøren rundt med en sympati-t-shirt for ungdomshuset; og afslutningsvis erklærer en DR-vært om 11.september, at “det havde USA rigtigt godt af”.

Jeg vil aldrig forfægte disse tre DR-folk at have deres synspunkter. Men hvad er det for en kultur, der findes på DR, når tre fremtrædende folk ikke tænker sig om en ekstra gang, inden de erklærer støtte til de unge voldsbøller, udtrykker forståelse for terror eller manipulerer indslag for at angribe regeringen? Måske det igen var på tide at genoplive Kritiske Licensbetalere og få sat et kritisk blik på DRs politiske slagside…