De senest uger har valgtrommerne lydt på Christiansborg. Sådan er det hver gang, man kommer ud over de to første år i en valgperiode. Og den eneste, der ikke deltager i spekulationerne, er paradoksalt nok manden, der som den eneste ved det. Anders Fogh har vanen tro været lukket som en østers om, hvornår valget kommer. Og ærligt talt, kan man også ved nærmere eftertanke se en række fordækte hensyn bag oppositionens iver efter valg.
For det første er alle partier fra SF til De Radikale vel enige om, at Fogh skal skiftes ud med Helle Thorning. Nok er taburetkløen hos Margrethe Vestager efterhånden så tilpas stor, at hun overvejer Fogh som en mulighed. Men det er åbenlyst, at De Radikale om ikke andet så for at tage Naser Khaders nye alliance uden valgprogram ønsker sig et valg. For SF har et par gode meningsmålinger givet blod på tanden. Mindre sjovt må det dog være for Helle Thorning, som for tiden kan se et stort antal venstrefløjsvælgere pege på Villy Søvndal som oppositionens leder, samtidig med at De Radikale småflirter med Fogh.
Den flirt er imidlertid nem at forklare. For sagen er, at socialdemokraterne har gået igennem sommeren i historisk tavshed. Det er sørgeligt at måtte sige om et parti, som i næsten et århundrede spillede en afgørende rolle for udviklingen af det samfund, vi i dag har. Men fra Christiansborg ser det mest af alt ud til, at den socialdemokratiske leder har deponeret sine politiske visioner til en lommeregner, som kun har den funktion, at den kan gange med to. Vil regeringen og Dansk Folkeparti forøge lønnen for de offentlige ansatte i plejesektoren med 5 mia. kr., byder Helle Thorning 10 mia. Vil regeringen bruge 1,5 mia. kr. for folkeskolen, vil socialdemokraterne brude 3 mia. Ærligt talt, virker det ikke en smule visionsløst?
Siden VOK-flertallet tiltrådte i 2001 er der sket et markant løft i den danske velfærd. Ældrechecken har forbedret økonomien for de mindst bemidlede ældre. Kræftplan I og II har tilført hidtil usete summer til kræftbehandlingen og har muliggjort, at vi nu kan behandle kræft som akutsygdom. Prisen for børnehavepladser er blevet sat ned. De fattigste blandt førtidspensionisterne har fået flere penge, og samtidig har VOK formået at fastholde dansk økonomi og konkurrenceevne i førertrøjen i et sådan omfang, at man i 2004 kunne lette indkomstskatten ligesom der frem til 2015 er råderum for både massive offentlige investeringer og yderligere skattelettelser, som skal gøre det mere attraktivt at arbejde.
Men når nu socialdemokraterne så gerne vil være med, kunne vi så ikke bare arbejde bredt over midten, spørger mange? En del af svaret er, at det faktisk er over 90 % af alle afstemninger på Christiansborg, hvor alene VOK stemmer for. Men en anden væsentlig del er, at Helle Thorning på et afgørende punkt spænder ben for sig selv, nemlig i udlændingepolitikken.
Uanset om vi taler folkeskolen, fødevarepolitik, førtidspension eller kriminalitet, så spiller udlændingepolitikken en kæmpe rolle. Og ved at afvise VOKs udlændingepolitik sætter Socialdemokraterne sig uden for indflydelse. Man kan som bekendt ikke både blæse og have mel i munden. Og tilsvarende kan man ikke agitere for bedre velfærd, hvis man samtidig ønsker flere flygtninge til Danmark. I folkeskolen er problemerne med de fremmedes børn velkendte og udgør en stor belastning i dagligdagen – både for de ansatte og for de danske børn, hvis forældre retmæssigt kræver en ordentlig undervisning. I debatten om førtidspension, efterløn, kontanthjælp og andre ydelser spiller udlændinge en kæmpe rolle, fordi så mange af de fremmede, der er kommet her til landet, ikke befinder sig på arbejdsmarkedet og derfor udgør en stor økonomisk belastning for de offentlige finanser. Og i kriminalitetsstatistikkerne vender kriminelle andengenerationsindvandrere stadig den tunge ende nedad og koster konstant flere og flere ressourcer. Man kan ikke diskutere dansk økonomi og velfærdspolitik uden også at diskutere indvandringspolitikken. For vi har ikke råd til verdens dyreste velfærd, hvis den også skal omfatte udlændinge, der nok vil nyde, men blandt hvem kun få vil yde.
Om Fogh vil have valg nu, ved kun han. Men at valget står mellem en ansvarlig udlændingepolitik og sund velfærd på den ene side og en løsagtig og uansvarlig politik som i 90erne, bør alle vide.