Morten Messerschmidt - Medlem af Folketinget

I den grundlovsgivende forsamling er Grundtvig citeret for om ekspropriation at have sagt: ”dette er et ord, som vi til sprogets ære ikke kender til på dansk”. Grundtvigs udtryksform minder os om, at han hører en anden tid til; men indeholder ikke desto mindre en sandhed, som vi altid må have i erindring, når det kommer til regeringens førelse. Det tjener – ifølge Grundtvig – til sprogets ære, at vi ikke har et dansk begreb for statens indbrud i den private ejendomsret, hvor ejendom overdrages til almenvellet. Grundlovens bestemmelser er særdeles åbne og man må i grunden glæde sig over, at ekspropriationen historisk kun har fundet så liden anvendelse som tilfældet har været. Grundloven sætter nemlig ingen grænser – så længe ekspropriationen tjener almenvellet og sker mod fuld erstatning. På linie med Grundtvig er Anders Fogh Rasmussen, der i sin minimalstatsbog fra 1993 skriver: Parallelt med en forstærket beskyttelse mod beskatningens indirekte udhuling af ejendomsretten bør grundloven tillige indskrænke adgangen til at foretage direkte indgreb i ejendomsretten gennem ekspropriation. Ekspropriation er tvangsafståelse af privat ejendom. (side 156). I disse dage, hvor det i Århus Kommunalbestyrelse overvejes at anvende eksproprationsbestemmelsen i planlovens § 47 til at tvangstilrane sig ejendom for at opføre en moske, er der grund til at huske på, hvad Statsministeren tilbage i 1993 udtalte om kommunernes adgang hertil: Ekspropriation skal ske for at sikre gennemførelse af byudvikling. Det helt groteske er, at der end ikke behøver at være et akut behov for at inddrage privat ejendom. Der kan være tale om ekspropriation på et tidspunkt, hvor byudviklingen end ikke er aktuel eller planlagt i detaljer, men hvor kommunen blot ønsker at sikre sig jord til brug for eventuelle kommende udvidelser af byområdet. Kommunernes adgang til at ekspropriere efter kommuneplanloven bør simpelthen ophæves.

Jeg er ganske enig med Anders Fogh Rasmussen. I hvert fald må man sige, at enhver tanke om at ekspropriere til fordel for en stormoske i Århus synes at falde fuldstændig uden for begrebet sund fornuft. For venstrefløjen, der død og pine vil gennemtvinge sig en moske, vil ekspropriation ikke føre til andet end forstærket utilfredshed med den pågående tvangsislamisering af det danske samfund. Og for de borgerlige kræfter er der ingen tvivl om, at mange vælgere vil stå tilbage med stor forbavselse over, at borgerlige politikere kan have så ringe respekt for den private ejendomsret.

Det er på denne baggrund, at jeg har taget planlovens § 47 op til diskussion med ministeren. Det kan simpelthen ikke passe, at et så indgribende våben som ekspropriation, der strider direkte meden af menneskets helt centrale friheder – ejendomsretten – skal kunne ofres på tilfældige politiske luners bål. Planlovens bestemmelse er tiltænkt gennemførelse af projekter, der er af større infrastrukturel eller byudviklingsmæssig betydning. En moske i Gjellerup er ingen af delene. Den vil være et vartegn på dansk kulturs endelige kapitulation over for islam og er på ingen måde et projekt, der bør kunne gennemføres ved tvang. Ved ekspropriation. 

Jeg har derfor bedt miljøministeren, under hvem planlovens sorterer at redegøre for, om hun mener, at planlovens § 47 kan anvendes i den aktuelle sag fra Århus, hvor Brabrand Boligforening modsætter sig salg af ejendom i forbindelse med opførelse af en moské. For mig et svaret klart. Ekspropriation er en krænkelse af den private ejendomsret og bør kun i de allerfærreste tilfælde – om nogen overhovedet – finde anvendelse. Ud fra en almindeligt retsstatstanke bør ekspropriation, der er den mest indgribende magt, staten har over for borgeren, altid være sidste udvej. Findes der andre veje til at gennemføre de i lokalplanen fastsatte ønsker, bør disse overvejes, inden man griber til ekspropriation. Derfor er det rystende, at der blandt embedsmænd og politikerne i Århus Kommunalbestyrelse fremsættes tanker om at ville ekspropriere ejendom fra Brabrand Boligforening, fordi boligforeningen modsætter sig at sælge en grund i forbindelse med opførelse af en moske i området. 

Det er fortvivlende, at de politiske kræfter i Århus for at opføre en moske er så store, at man er villig til at anvende det allermest indgribende instrument over for borgerne, som staten er i besiddelse af. Særligt henset til, at det næppe kan betragtes som værende af væsentlig betydning for byudviklingen, hvor en moske opføres, forundres jeg over, at dette forslag overhovedet kan opstå. Kravet om, at noget skal være væsentligt af hensyn til byudviklingen, kan ikke blot være undergivet tilfældige politiske luner, men må forudsætte, at der ikke er andre alternativer. Det forekommer helt urimeligt, at en så grov krænkelse af den private ejendomsret skal kunne gennemføres alene af venligtsindede hensyn til en religiøs minoritet i området. Særligt under hensyn til, at ejeren af grunden anfører en række saglige krav for, hvorfor han ikke vil sælge ejendommen til moskeopførelse, virker det dybt urimeligt, at planlovens bestemmelser alligevel skulle kunne anvendes til et sådan formål. 

Endelig. Man sidder næsten med et lettelsens suk. Endelig fik Fogh nok af Danmarks Radio. Jeg og en række andre har i årevis påpeget den skævhed, der er og i mange år har været på Danmarks Radios sendeflade. Påpeget, at DRs eksperter i langt overvejende grad hører til på venstrefløjen; at israel-dækningen er pro-palætinensisk; og at DR i sag på sag forsøger at undergrave den borgerlige regering og støttepartiet, Dansk Folkeparti.

 Vi har set, hvordan DR har manipuleret velfærdsdebatten groft, hvilket i sidste ende fik Indenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, til at blande sig og sende de rigtige tal til redaktionen. Vi har set, hvordan DRs programredaktører jublede, da Barfoed måtte gå som minister - og rundhåndet delte “æren” med sine kolleger. Og vi har nu - efter Nyhedsavisens gode journalistiske dækning - set, hvordan DR har siddet data overhørigt, klippet uhæderligt og dermed fremstillet et billede af afghanistan-krigen, der er fuldkommen i strid med virkeligheden.

Tak, Fogh - fordi du endelig har fået nok og kræver en undersøgelse. Det er på tide! Sagen er jo, at DR ikke er et medie som alle andre. Jeg har det fint med, Politiken skriver regeringskritiske artikler, ligesom jeg har det godt med, at Jyllandsposten tør udfordre de muslimske dogmer. Enhver her i landet vælger nemlig frit, om man vil støtte de to aviser. Hvis jeg stemte på Marianne Jelved, ville jeg nok også holde Politiken. Det gør jeg som bekendt ikke. Jeg holder til gengæld Jyllandsposten, som næppe dumper ind ad ret mange radikale brevsprækker.

Men Danmarks Radio kan vi ikke vælge til og fra. Ønsker man at være den lovlydige ejer af et tv i Danmark, er man samtidig tvangsindlagt til finansiere DR. Derfor er det kun på tide, at der kommer en undersøgelse af de politiske forhold her. Det har intet at gøre med politisk regulering eller censur - det har noget at gøre med, at DR skal være alsidigt og til for alle. Det skal ikke kun være fans af Villy Søvndal, der med god ro i sindet skal kunne betale sin licens. Hele idéen med licensfinansieret tv går bort, hvis ikke DR er neutral.

Stor tak til Fogh for endelig at vise sig som pressens minister. Alt for mange før ham har skuttet sig under påskud af journalistisk frihed. Men Danmark har også politisk frihed. Og hvis DR er domineret af venstrefløjen, er vi licensbetalere ikke politiske frie.

Torsdag aften landede jeg i Beograd lufthavn. Formålet var søndagens valg, hvor jeg på linie med en række tidligere valg i den tidligere sovjetunion med stor interesse har været udsendt som valgobservatør på vegne af Europarådet. Som Dansk Folkepartis medlem af Europarådet ligger mit arbejdes hovedvægt naturligt på indsatsen for at stabilisere og demokratisere de lande, der efter det 20.århundredes kommunistiske forbrydelser stadig har vanskeligheder ved de demokratiske spilleregler. 

Overordnet set var søndagens valg i Serbien frit og fair. Men fortsat præget af en række skønhedsfejl, som på den ene side burde være lette at rette – men som på den anden side er symptomatiske for denne del af Europa. Lad det være sagt med det samme, at jeg har set langt værre valg end det, søndagen i Serbien bød på. Og det endda på trods af, at jeg var sendt til den allersydligste del af landet – en middelstor by ved navn Vranje, kun få kilometer øst for Kosovo. Men når jeg tænker tilbage til Asserbaijahns parlamentsvalg i november 2005 eller Tatjikistans året efter, er der ingen tvivl om, at Serbien i sammenligning med disse lande løber med guldet. Det ændrer dog ikke på, at der var grundlæggende problemer. Når hele familier uhindret får lov at gå ind i den samme stemmeboks, eller når de politiske partier fører kampagne lige uden for valglokalet, eller når stemmeboksene ikke består af andet end et stykke pap, hvor folk kan se alt, hvad der sker bag den noget indiskrete afdækning, kan man ikke sige, at kravene om, at et valg skal være hemmeligt og fair, er efterlevet. 

Alligevel er der grund til at være positivt stemt over for serberne. Mange tusinde mennesker gjorde søndag en frivillig og usædvanlig hæderlig indsats. Viljen er til stede. Valgets store vinder blev – efter de forlydender, der er til rådighed, mens dette skrives mandag morgen – det radikale parti, som ønsker distance til Vesten. Men selvom partiet med omkring 28 % af stemmerne bliver parlamentets største, er der ikke meget, der tyder på, at det får den indflydelse, som det naturligt nok kræver. Der er blandt de øvrige partier en bred konsensus om, at man ikke vil have partiet til magten – og det presser de andre til at samarbejde. Om det er fornuftigt helt at sidde det radikale partis politik overhørigt, skal jeg lade være usagt – men normalt går radikale bevægelser ikke væk af at blive ignoreret. Se blot, hvordan neonazisterne i både Tyskland og Sverige blomstrer op på grund af den totale tabuisering af muslimerproblemerne. 

Siden jeg blev valgt til Folketinget, har jeg deltaget i en række valgobservationer. Fra ovennævnte i Asserbaijahn og Tatjikistan over sidste års valg i Kiev til uroplagede regioner som Tjetjenien og altså nu Serbien. Hvorfor dog bruge tid på dette, spørger nogen. Er en dansk politikers arbejdsplads ikke det danske Folketing i stedet for at fare hele Europa rundt, siger andre. Mit entydige svar er nej. En dansk politiker er ikke bare formidler i Danmark. Om vi vil det eller ej, er verden blev fladere. Ikke i fysisk forstand, men i hvert fald i praktisk forstand. Konflikter og uro i selv fjerne egne af verden kan på et splitsekund ramme Danmark. Og derfor har vi en ikke ubetydelig interesse i at have stabile naboer, folk og regeringer, vi kan regne med, og som vi ved, er indstillet på demokrati. En række eksempler – jeg behøver bare at nævne Belarus – viser desværre, at Europa ikke alle steder er lige indstillet på at give sine borgere den retssikkerhed og de demokratiske standarder, som vi i vort land regner for givne. 

Men når uroen ulmer i Ukraine og Rusland lukker for gassen, er det os der bliver ramt. Og når mangel på ressourcer eller etniske konflikter går op i en spids, er det os, der bliver ramt af flygtningestrømmene. Derfor har vi som danskere en ubeskrivelig stor interesse i at sikre vore naboer som stabile og demokratiske lande. Langt den overvejende del af arbejdet må og kan kun gøres i og af landene selv. Vi kan ikke demokratisere nogen imod deres vilje – men vi kan være med til at presse på, støtte de reformvenlige og sende frihedens budskab ind i den ufri verden. Derfor bruger jeg gerne min fritid på at være valgobservatør for Europarådet. Ikke for Europarådet selv som institution – but for making a better world. 

Enhver, der inden for de sidste par har været gæst i en biograf, ved, at eventyrgenren gennemlever en sand renæssance. Fra Harry Potter over Ringenes Herre til dragejægere og Eragon bugner de danske biografer med fantastiske film, hensat til en fjern fortid, hvor sværd og riddere udkæmper det ene storslåede slag efter det andet. Og sideløbende hermed har eventyret også i form af rollespil bevæget sig uden for biograferne, hvor skovene overalt i landet hver weekend danner rammen om festlige – og drabelige – kampe imellem unge mennesker, udklædt som orker, troldmænd og riddere. Men andre ord er vi grebet af fortidens fortryllende mystik, af middelalderens ridderordner og de gode sagn – fra J. K. Rowling til Tolkien.

Når man som jeg er håbløst forelsket i operagenren, forekommer biografernes sværmeri for middelalderen og det okkulte imidlertid noget paradoksalt. Den danske operascene er nemlig nærmest klinisk støvsuget for ethvert træk, der kan lede tankerne hen på middelalder, okkultisme eller mystik. Således er sæsonens opsætning af Wagners Lohengrin hensat i et klasselokale, der efter alt at dømme er fra 1940’erne. Dette på trods af, at Wagners fremragende opera, som både solister, kor og orkester leverer i verdensklasse, bygger på det middelalderlige sagn om Svaneridderen og den hellige gral. Desværre er Lohengrin ikke den eneste opførelse, der er revet ud af enhver tidsmæssig kontekst. Således husker jeg Verdis skønne ”Maskeballet”, der ellers handler om Gustav 3’s død i 1792, men hvor oprørerne var udstyret med maskingeværer og Gustav 3 iklædt skræddersyet habbit. For slet ikke at tale om Trubaduren, hvor grev Lunas soldater var udklædt som folk fra talebanmilitsen.

Hvad er meningen med dette paradoks? Hvorfor må vi ikke opleve opera som komponisterne har tænkt sig det? Og hvorfor skal det sceniske degraderes af besynderlige modernitetstanker, når vores sangerbesætning og Operahus er formidabelt? Når vi nu er enige om, at Wagner musik er genial, skylder vi vel også geniet at opføre hans værker i den ånd, der er skrevet. Jeg nærer ikke noget stort behov for at opleve middelalder eller fantasy-genre. Men netop over for den store formidler af idéen om gesamtkunstwerk skylder vi, at Lohengrin opføres som Lohengrin er tænkt, følt og skrevet. Når musikerne kan fremføre musikken i sublim overensstemmelse med partituret, var det vel ikke for meget at forlange, at også instruktørerne skævede til handlingen…