Morten Messerschmidt - Medlem af Folketinget

I disse tider, hvor en flok uopdragne, unge voldsbøller har formået at stille spørgsmålstegn ved ejendomsrettens fundamentale karakter, mindes jeg de studerendes protester mod at betale husleje på kollegierne, da Erling Olsen i sin tid var boligminister. Hans forgænger havde sendt betalingsnægtelserne til fogeden, hvorfor stævningerne med politiets hjælp blev forkyndt. De studerende kastede sten efter betjentene og deres hunde, og derefter blev opkrævningen opgivet. Så kom Erling Olsen til, hvorefter der straks blev lavet en lovændring, så huslejen blev modregnet i SU’en. Problemet var løst. 

Situationen med Ungdomshuset på Nørrebro i København er ikke helt som enkel som 70’ernes studerende; men grundtanken om, at man ikke ved vold skal kunne undertvinge sig samfundets grundlæggende præmisser, er den samme. Men opstandene på Nørrebro, der synes blot at være begyndelsen til det, de autonome har kanoniseret som ”en kamp imod fascisme”, er meget mere end en kamp for eller imod de grundlæggende frihedsprincipper. Det er et symbol på, hvordan overflodssamfundet svigter. Man tør spørge, hvorfor der ikke i tiden op til 50’erne fandtes voldsperverterede unge mennesker, der ligesom besætterne af Ungdomshuset gjorde oprør imod det bestående samfund og førte borgerkrigslignende aktioner i de københavnske gader. Svaret er helt givet, at der dels ikke var materielt overskud til det, og at moralen tilsagde, at man ikke opførte sig på en sådan måde. 

I den tid var der ingen, der levede godt af ydelser fra staten uden at blive mødt med modkrav. Man måtte arbejde for føden – og efter en 40 timers arbejdsuge var der næppe kræfter efterfølgende til at løfte brosten. Og skulle kræfterne endelig være der, ville en gedigen opdragelse med indskærpelsen af almindelig sund fornuft ganske givet alligevel afholde de fleste fra nytteløse voldseskapader. 

Men 2006 er ikke som Danmark var en gang. På godt og ondt. Det nye årtusinde byder på hundredvis af muligheder og fordele, som ikke fandtes for få år tilbage. Men velfærdssamfundet har ført til en fratagelse af forældrenes ansvar for deres egne børn og borgerne ansvaret for deres liv og indtægt. En fordærvet ungdom og en nedbrudt moral blandt samfundets laveste klasser, herunder ikke mindst de muslimske miljøer, hvis taberkultur udelukker dem fra de fordele, et rigt samfund som det danske tilbyder alle, er vokset frem. Socialpædagoger og børneeksperter har overtaget forældres ansvar for deres børn. Og lovgivningen har gjort forholdet mellem barn og forældre til et juridisk forhold, hvor børnene kan indklage forældrene til de sociale myndigheder, der efterfølgende mægler imellem de to parter. Men der skal netop ikke være tale om to ligeværdige parter. Forældre er overordnede og skal indgyde barnet de grundlæggende værdier, som samfundet bygger på – respekten for andre mennesker og respekten for andres ejendom. 

Men hvordan skal voksne mennesker i et samfund, hvor individet er blevet statens pligtsubjekt, kunne lære sine børn de grundlæggende principper om individualitet? Hvordan skal man i et samfund, hvor ulighed er et fy-ord og kollektivisme er et imperativ, nogensinde forstå individualitetens værdi? Og hvordan skal forældre, der på et arbejdsmarked, hvor skatteprocenten har presset selv de lavest uddannedes lønninger op i et niveau, der ikke er konkurrencedygtigt, og hvor de tårnhøje marginalskatter tvinger forældrene til en stadig mere stressede dagligdag, nogensinde indgyde sine børn den grundlæggende forståelse for samfundets værdier? Velfærdssamfundet er med sine høje skatter, der skal garantere verdens højeste kontanthjælp til de enorme befolkningsgrupper uden for arbejdsmarkedet, ved at rive sammenhængskraften i stykker. 

De arbejdende forældre svigter deres børn, fordi staten fortsat svinger skattepisken. Og de ikke-arbejdende, som oppebærer surrogatløn fra statskassen, lever i en præsumptiv forventning om, at staten tager sig af deres børn – ligesom staten tager sig af resten af deres tilværelse – fra boligsøgning, huslejesubsidiering, kontanthjælp, børnepenge, institutionsfriplads til socialvejledningens formynderiske råd om børnepasning. Hvordan kan man forvente andet end, at respekten for samfundet fordærves, når mennesket således fratages ansvaret for eget liv? Og hvordan skulle man kunne forvente andet end, at en forskruet moral vil føre til subkulturer af unge, der søger mening med livet og i mangel på gode erfaringer finder denne i form af et intenst had til det etablerede samfund. Rend mig i traditionerne, som Panduro sagde… 

Men der er behov for det modsatte. Vi skal frigøre individet – ikke i voldelig modsætning til samfundet, men i overensstemmelse med det fællesskab, det er at være dansk. Danskerne skal have ansvaret for eget liv tilbage. Kun folk, der ikke kan klare sig selv, bør modtage vedvarende offentlige ydelser. Og det skal naturligvis altid kunne betale sig at arbejde. Derfor har Dansk Folkeparti med regeringen indført et kontanthjælpsloft. Og vi vil ikke trækkes af verdens højeste skattetryk, fordi 250.000 arbejdssky muslimer har fundet vejen til Danmark. 

Men individualiteten skabes af mere end økonomien. Forældrene må have ansvaret for deres børn tilbage. Det er et stort ansvar at sætte børn i verden. Og ingen skal med statens opbakning lægge dette ansvar fra sig. Det skal have konsekvenser, hvis man ikke formår den opgave, man har lovet det omgivne samfund at efterleve. Derfor bør lovgivningen ændres, så forældre, hvis børn begår uterligheder – f.eks. som på Nørrebro – afskæres fra at modtage børnepenge. Hvorfor skal arbejdsomme danskere betale høje skatter for at forældre, der ikke efterlever deres forpligtelse, fortsat kan hæve børnepenge? Kun ved at sanktionere det omsorgssvigt, som visse forældre begår, kan ansvaret tages væk fra socialforvaltningerne og føres tilbage til hjemmene. Det er her, problemerne starter – og det er derfor også her, at løsningen begynder. 

At julen snart er overstået, får næppe de hektiske gader til at stilne af. Snart vil helligdagen forbi og travle mennesker vil ikke flakke igennem vore travle strøg. Det får mig til igen at vende blikket imod de stadig mere åbne grænser og de år for år voksende muligheder for at rejse til billige penge over store afstande, som har ført til, at vore store byers strøg bliver befolket af professionelle, østeuropæiske tiggere, der vil slå de handlende for en mønt eller to. Om det er den dårlige samvittighed ved at se tiggere i gadebilledet eller om det er hjerternes tid, der gør udslaget, er svært at sige – men det må stå klart, at tiggerhvervet ikke længere tilkommer de få stakler, men er blevet kommercialiseret og sat i orden af bagmænd, der tjener godt på den østeuropæiske tiggervirksomhed. 

Én ting er, at vi i gadebilledet konstant skal udsættes for den følelsesmæssige belastning det er at se fattige mennesker, som må ty til de mest nedværdigende metoder for at få til dagen og vejen. Og at vi skal forklare vore børn, hvorfor manden eller damen ligger på vejen med hånden udstrakt. Men mere afskyvækkende er det bagvedliggende element, at disse mennesker er kommet hertil via bagmænd, som udnytter hjemlandets ulykkelige situation og overbeviser folk om, at tiggeri i Vesten er vejen til lykke og rigdom. Ingen af disse dele er acceptabelt. Vi vil ikke finde os i at skulle tage stilling til alverdens armod, som ingen her i landet har ansvar for eller lod og del i, når vi bevæger os rundt i vore gader. Og vi vil ganske enkelt ikke acceptere, at vore handelsstrøg skal danne rammen for kriminelle aktiviteter. Når tiggeriet fortsætter, er det jo desværre et nedslående bevis for, at tiggeriet kan betale sig. Derfor må vi sikre, at det ikke kan betale sig. 

Jeg er derfor forundret over, at Lene Espersen som justitsminister har afvist at forholde sig til en anmodning fra Århus om at tage initiativ til nye regler imod tiggeriet. Jeg er nemlig enig i, at der behov for, at politiet får mulighed for at straffe tiggere med bøde. I dag er den eneste sanktion fængsel. Og som udgangspunkt er hårde straffe naturligvis – af hensyn til de præventive elementer – en rigtigt god idé, men man skal selvfølgelig ikke skyde gråspurve med kanoner. Og selvsagt står seks måneders fængsel slet ikke mål med, at man ligger på knæ og tigger for nogle håndører. Derfor er der behov for ændringer, så politiet kan gribe ind med en adækvat og passende sanktion. 

I sidste ende er det, der driver alle kriminelle aktiviteter, spørgsmålet om profit. Hvis ikke besværet står mål med resultatet, opgiver de fleste deres forehavende. Derfor skal politiet have bemyndigelse til at idømme bøder og konfiskere de indsamlede beløb. Gadeforeningen Strøget i Århus har bevist, at et meget stort antal af Strøgets brugere føler sig stærkt generet over de professionelle tiggere, og ønsker sanktioner. Det er derfor svært for mig at indse logikken i Justitsministerens afslag. Hvad nytter straffelovens forbud imod betleri, hvis det i virkelighedens verden gang på gang omgås? Vi skal have et effektivt forbud imod direkte personlig henvendelse fra tiggerne, der ofte kan være særdeles aggressive i deres fremfærd. Vi vil have vores handelsstrøg i fred for disse aktiviteter – både i den søde juletid og resten af året. 

Med overraskende hast har debatten om kontrollen med burkaklædte kvinder i vore internationale lufthavne lagt sig. Overraskende, fordi danskerne tilsyneladende har accepteret den tilstand, at alene kvindelige kontrollanter må bekræfte overensstemmelse mellem den rejsendes pas og hendes sande identitet. Endnu engang ser vi et eksempel på dhimmiseringen - den langsomme proces, hvor vi skridt for skridt accepterer, at de islamiske dogmer går forud for vor rationelle tilgang til verden. Dansk kultur er som barn af kristendommen et opgør med en dogmatisk tanke om det religiøse dekrets uprøvede sandhed. Vor kultur er under pres fra islam, som vil underlægge både sine troende og os på forhånd fastlagte - og for os åbenlyst absurde - principper.