Morten Messerschmidt - Medlem af Folketinget

Rådhuspladserne i både Randers, Århus og andre østjyske byer oplevede også i den forgangne uge unge demonstranter fra regionens gymnasier. De er sure over det, de kalder for nedskæringer på gymnasierne. Og derfor demonstrerer de. På Christiansborg er der godt nok bred enighed mellem partierne om, at der ikke bliver skåret ned. Selv Socialdemokraterne, som ellers aldrig forpasser en chance for at skyde med løst krudt, har erklæret, at der i de kommende år vil være flere penge til gymnasierne. Det har dog ikke afholdt de studerende, der med bannere, kampråb og elevblokader har nedlagt undervisningen for at deltage i demonstrationer.
Nu kan man naturligvis mene, at det er godt, at de studerende deltager aktivt i den demokratiske proces. At de yder et væsentligt bidrag til meningsudvekslingen. Og var det ikke fordi dette jo langt fra er den eneste demonstration i år, ville jeg være tilbøjelig til at være enig i synspunktet. Naturligvis er det godt, at man engagerer sig i samfundet. Men der er jo netop ikke tale om en enkelt og spontant fremprovokeret aktion. Snart er det velfærdsforhandlingerne, snart Irak-krigen og altså nu usande påstande om besparelser, som står for tur. Årsagen er, at gymnasierne igennem Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, hvis hovedbestyrelsen er totalt domineret af venstreorienterede, bliver brugt som partipolitisk kampplads. DGS er ikke længere en fagpolitisk interesseorganisation for gymnasieelever, men en partipolitisk del af det venstreorienterede konglomerat, som har ét eneste formål: at vælte regeringen.
Naturligvis udgør det et samfundsmæssigt problem, når landets gymnasier bliver omdannet til partipolitisk arena. Og selvfølgelig er det et skråplan, at undervisningstiden i stadig højere grad bliver brugt til demonstrationer. Det danske samfund har en interesse i, at de, der beslutter sig for at gennemføre en gymnasial eksamen, rent faktisk deltager i undervisningen. Både ud fra et fagligt – men ligeså meget ud fra et økonomisk synspunkt – er det selvsagt uhensigtsmæssigt, at gymnasieelever nedlægger undervisningen. Og derfor bør undervisningsministeren overveje økonomiske sanktioner for sådanne arbejdsnedlæggelser. Hvorfor ikke lade de forkælede studerende trække i SU’en på linie med, at lærerne trækkes i løn, når de demonstrerer? I dag er det en gratis omgang at gå på gaden med bannerne. Og dette tagselvbord udnytter det socialistdominerede DGS med stor effekt. Naturligvis skal man ikke fratage nogen retten til at demonstrere – ej heller at demonstrere i undervisningstiden. Men mon ikke det vil få de studerende til at tænke sig om en ekstra gang, hvis der netop ikke var tale om en gratis omgang, men at aktionerne kunne mærkes på pengepungen…?
Endnu mere problematisk bliver det, når også gymnasielærere deltager i arbejdsnedlæggelse, hvilket er klart overenskomststridigt og ligeså klart med til over for de studerende at legitimere deres handlinger. Når lærerne trodser deres overenskomster og opildner til kamp, skal der meget til for at sige fra – det er jo lærerne, som få måneder senere skal afgøre eksamenskarakteren. Derfor er det glædeligt, at Bertel Haarder meget klart har understreget, at sådanne aktioner selvfølgelig vil føre til reduktion i lønnen. Det manglede bare andet! Men det fører jo uvægerligt til spørgsmålet om, hvorvidt ikke samme konsekvens burde anvendes over for de strækkende elever. Burde det ikke have samme konsekvenser for de studerende som for lærerne, når det røde flertal i DGS lader gymnasierne opildne af demagogisk tågesnak fra Enhedslistens partiprogram? Denne mangel på sanktion over for elevernes har ført til, at lærere kan misbruge eleverne til at blokere gymnasierne. Så er der nemlig ikke tale om arbejdsnedlæggelse – men umulighed. Det er selvsagt uacceptabelt, at eleverne bringes i en sådan situation – og det vil afhjælpe problemet, om undervisningsministeren vil indføre mulighed for reduktion i deres SU på linie med, hvad lærerne oplever i deres løn.

 Så har Danmark fået sit første ”jihadcenter”! Det er den rystende – men ikke særligt overraskende – overskrift på JP Århus 19.november. En ny undersøgelse fra Dansk Institut for Internationale Studier viser, at Århus siden midten af 90erne har fungeret som rekrutteringssted for de mest fundamentalistiske kredse inden for islam og har endda været med til at udklække en række kendte terrorister, herunder den danske Guantanamofange Slimane Hadj Abderrahmane.

I sig selv er det jo ikke overraskende, at vi i Danmark – i Århus – oplever en organiseret og planlagt rekruttering til de ekstreme elementer inden for islam. Det er, hvad alle lande, der har oplevet muslimsk indvandring, gennemgår. Fra USA til Europa, fra nord til syd har alle de lande, som inden for de seneste 20-25 år i humanismens navn har ladet dørene stå åbne for indvandringen, måttet sande de ubehagelige konsekvenser af islam. Der er ingen tvivl om, at mange muslimer helst bare vil leve et normalt liv. Men det er og bliver et ubestrideligt faktum, at islam er rekrutteringsideologi for terrorisme; ingen kan bestride, at islam er den afgørende terrorårsag og at denne voldelige udlægning har opbagning i brede muslimske kredse.

I Østrig har man et forbud, der ikke kendes fra ret mange andre lande: forbudet mod at benægte holocaust. Uanset har sympatisk motivationen for et sådan forbud er, tror jeg, de fleste danskere vil give mig ret i, at det er forkert at lægge strafferetlige bindinger på historieforskning. Selv den bedste hensigt kan ikke tolereres som undskyldning for at hindre ytringsfriheden. Men i Østrig ser man anderledes på tingene – og i lyset af de seneste begivenheder i Mellemøsten er der særligt et spørgsmål, der presser sig på: Hvor er det vrede østrigske demonstranter og de brændende flag?

Jeg tænker naturligvis på, at det iranske diktaturregime for tiden afholder en karikaturkonkurrence om holocaust. En konkurrence, der klokkeklart strider mod østrigsk lov. Hvorfor har den iranske præsident så ikke indkaldt den østrigske ambassadør til krisemøde under frygt for stigende optøjer i det kogende Wien, hvor masserne samler sig i protest på gaderne imod Irans ambassadør, der med røg og kugler om ørerne har måttet flygte ud af byens porte med sin brændende ambassade bag sig? Ville det da ikke være den logiske reaktion på dette klare iranske brud på den østrigske ytringsfrihed? Det er jo, hvad vi ser, når reaktionære muslimske kræfter påstår, at Danmark forbryder sig imod islamisk lov. Hvor er da den europæiske forargelse over den iranske forbrydelse?

Svaret er naturligvis, at vi er ligeglade. Vi er stort set alle enige om, at holocaust bør omtales med respekt for ofrene og væmmelse over uhyrlighederne. Men ingen kunne drømme om at brænde ambassader ned eller demonstrere, fordi muslimerne i Iran i forlængelse af deres tusindårige jødehad vil latterliggøre én af verdenshistoriens største tragedier. Og her finder vi det centrale i diskussionen om DFUs noget uskønne sommerfest. For hvad er det egentlig for en brøde, mine gode venner i DFU begik? At afbillede Muhammed – om end det kunstneriske nok kan diskuteres – strider ikke mod noget som helst principielt, religiøst eller lovmæssigt dogme i Danmark. Tværtimod har vi en lang tradition for at kunne gøre grin med religioner. Og det synes da også overflødigt at minde om, at der næppe var mange, der havde protesteret, hvis billedet havde forestillet en mediterende Buddha eller prædikende Jesus.

At der i islam findes et særligt dogme imod at afbillede profeter, er for os ligeså uvedkommende som det for iranerne er, at man i Østrig ikke må benægte holocaust. Vi skal ikke rette ind – hverken af frygt eller respekt – for muslimske dogmer eller regler. Vi skal holde fast i fundamentet for vores tilværelse, nemlig friheden for den enkelte til at gøre, hvad denne finder godt og rigtigt, så længe det ikke griber ind i andres ret til samme frihed. At det muligvis gør ondt på nogle muslimer, når de islamiske regler overtrædes og friheden udfolder sig, er jeg ikke i tvivl om. Men når alternativet er, at Danmark – under påskud af respekt og religiøs dialog – skal indrettes efter islamiske principper og regler, må vi sige fra. Det kan godt være, at et frit samfund kan være hårdt at leve i. Men det er ingenting at regne for de ufrie samfund, som islam har skabt.